Kom bag om værkerne i snedkerudstillingen Unfolds

Tid: 26. april kl. 17.00 – 18.00
Sted: Udstillingen Unfolds. Vi mødes i forhallen
Pris: Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. TILMELD DIG HER

Møbelsnedkerforeningen folder sig i øjeblikket ud med 25 unikadesigns her på museet i udstillingen Unfolds.

Nu kan du komme endnu tættere på værkerne. Designmuseum Danmark har nemlig inviteret fire af de dygtige snedkere bag til at komme og fortælle om netop deres værker.

Hør blandt andet, hvad det er, der er så dejligt ved duften af træ, hvordan man finder på at lave seks gyngeheste, om snedker Martin Dahl mon selv døjer med pladsproblemer, eller hvor inspirationen så kommer fra? Og om hvor gode matematikkundskaber man skal have for at konstruere en kuglebane som Teis Dich Abrahamsens?

De fire møbelsnedkere er:

Finn Killbuck, Duften af træ
Duften af træ er det bedste ved snedkerarbejdet, hvis man spørger formand for møbelsnedkerforeningen Finn Killbuck, der derfor har lavet en duftkasse under netop navnet ’Duften af træ’. Kassen består af 16 små duftæsker med forskellige træsorter i. Når man høvler spåner af træet, træder den enkelte duft frem. Nogle dufter dejligt, andre blot genkendeligt, mens en enkel lugter af hest.

Gorm Harkjær, Gyngeheste
På udstillingen står også en flok heste. De opfører sig dog pænt, for de er lavet af tynde lister i træ af møbelsnedker Gorm Harkjær. Du kan både klappe og ride en tur på de seks heste, der hedder Fagus, Ulmus, Fraxinus, Juglans, Prunus og Pyrus. Latinske navne der henviser til hver gyngehests træsort: Bøg, elm, ask, valnød, kirsebær og pære.

Martin Dahl, Terningemøbel
Slå med terningen og få et bord, en stol eller måske en barneseng. Møbelsnedker Martin Dahl har skabt et møbel, der garanteret har stået på ønskelisten hos de fleste folk med små hjem. Terningen, der er lavet af en møbelplade med fineret ahorn og øjne drejet i egetræ har nemlig mange funktioner og kan bruges som enten pynt, et bord og en stol, to stole eller en barneseng.

Teis Dich Abrahamsen, Kube i kube i kube
Alle dele samarbejder i møbelsnedker Teis Dich Abrahamsens kuglebane, der meget sigende hedder ’Kube i kube i kube’. Værket består nemlig af kuber af tynde rammekonstruktioner uden på hinanden. Inde i midten er der en kuglebane i fem led. Den tilhøreende lille stålkugle ruller gennem kuglebanen, når tilskueren drejer kuberne i forskellige planer.

Sidst opdateret 19.04.2017


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor