Ny eventrække: Få styr på dansk design

Hvor: Designmuseum Danmark, Stensalen. (spørg i receptionen)
Hvornår: 3. maj. 31. maj og 7. juni, 14. juni og 28. juni.
Tidspunkt: kl. 17.00- 18.00
Husk at lægge overtøj i garderoben ved hovedindgangen til museet. Billetter vises ved indgangen til Stensalen.

Dansk Design ABC
Hvad er Danish Modern? Hvordan spotter du Wegner, Klint og Børge Mogensens design, og hvad fortæller værkerne om deres tid? Det og meget mere kan du blive klogere på, når Designmuseum Danmark slår dørene op til Dansk Design ABC – en række kurser i design, hvor museets eksperter øser ud af deres viden.

Glæd dig til fem letfordøjelige designbidder, der ridser de vigtigste nedslagspunkter i designhistorien op, så du bl.a. kan imponere med facts om dansk designs tunge drenge, deres ikoniske designobjekter og de ismer, der ligger bag. Kurserne er for alle, der har interesse i at vide mere om design, men som ikke nødvendigvis har en phd inden for feltet.

Benspænd og indhold
Vores eksperter har fået en række benspænd, som lynkurset er bygget op om, der gør det let for dig at huske indholdet:

- Brug max fem slides
- Medbring en ting, der tales ud fra
- Læg et uforudset element ind i programmet
- Opsummer kurset i fem facts
- Afslut med et eksempel på dagens isme i udstillingerne.

Pris
150 kr. per gang. Prisen inkluderer et kursus, kaffe fra Klint Café og entré til museets udstillinger.
Køber du billet til hele eventrækken på én gang, er prisen 450 kr.
Har du årskort, kan du tage en gæst med gratis.

Grundet et begrænset antal pladser er tilmelding bindende.

Kurser og køb af billetter
Vi gør opmærksom på, at kurset om Hans. J. Wegner er flyttet til d. 28. juni fra kl. 17.00-18.00

3. maj: Designbattle: Finn Juhl vs. Børge Mogensen
v/formidlingskoordinator og underviser Anders Eske Laurberg Hansen og Kristoffer Kofoed-Hansen.
Køb billet HER
Køb Studiebillet HER
Den ene er håndværker, folkelig og traditionel. Den anden er arkitekt, mønsterbryder og intellektuel.
Kom på en tidsrejse tilbage til designerne, debatten og dramaet omkring dansk møbelkunsts guldalder, og oplev to velkendte stemmer battle om, hvordan en stol skulle se ud, og hvem der skulle sidde i den.

Vær med når to af Designmuseum Danmarks skarpe formidlere Anders Eske Laurberg Hansen og Kristoffer Kofoed-Hansen kridter stregerne op til en underholdende og informerende kamp mellem Finn Juhl og Børge Mogensen.

31. maj: Kaare Klint: Dansk møbelkunsts fader v/direktør Anne-Louise Sommer
Køb billet HER
Det er ikke for ingenting, at Kaare Klint bliver kaldt ’den moderne møbelkunsts fader’. Klints tilgang til materialer og formsprog har inspireret generationer af møbeldesignere og udgør et vigtigt afsæt for det, vi kalder Danish Modern. Som pædagog påvirker hans tilgang til møbeltraditionen stadig designuddannelsen. Hans omhyggelige og komplekse tilgang til design er mundet ud i nogle af de største møbelklassikere. Men hvad var det helt præcis, Kaare Klint var så god til? Hvordan kan du spotte hans design? Og hvorfor er det helt forståeligt, men uden grund, hvis man synes, han er en tørvetriller? Det og meget mere, kan du høre, når Designmuseum Danmarks Klint-ekspert direktør Anne-Louise Sommer folder sig ud under Dansk Design ABC d. 31. maj.

7. juni: 5 geniale designopfindelser fra Dansk Design Nu v/ forskningschef, Lars Dybdahl
Køb billet HER
Lige midt i krydsfeltet mellem livsstil, funktion, æstetik og teknologi opstår nyt dansk design. Vær med når museets biblioteks- og forskningschef Lars Dybdahl tager temperaturen på nutidens design og fortæller om fem geniale opfindelser, som du skal kende. Hør, hvad der er så banebrydende ved minicomputere i øresneglen, nye typografier, stole i anderledes materialer, det vandrensende Life Straw, samt opvaskebaljen, som er gået fra at være et praktisk køkkenredskab til et designikon. Hvem ved, måske er det fremtidens designklassikere, du bliver præsenteret for!

14: juni: 5 modedesignere du skal kende v/ kommunikationschef Nikolina Olsen-Rule
Køb billet HER
I 00’erne buldrede dansk mode frem i verden med modeskabere som Henrik Vibskov, Peter Jensen og Camilla Stærk i spidsen – designere der alle mere eller mindre arbejder på grænsen mellem kunst og traditionel mode. Bliv klædt godt på med facts om dansk mode fra 00’erne til i dag, og få styr på nogle af de lidt mere nørdede, modehistoriske termer som fast fashion, trickle down og bubble up. Kommunikationschef Nikolina Olsen-Rule fører dig igennem aftenens tema.

28. juni: Hans. J. Wegner v/samlings- og udstillingschef Christian Holmsted Olesen
Køb billet HER
Stolekongen, stolemageren og verdens mest geniale snedkersvend. Hans J. Wegner har mange titler.
Den danske møbelsnedker var aldrig helt tilfreds trods sine fantastiske evner. Det kunne altid gøres bedre, og han har derfor gennem tiden lavet intet mindre end omkring 500 forskellige stole! Men hvad kendetegner Hans J. Wegners design, og hvorfor lykkedes det netop ham at lave så mange ikoner, som vi stadig holder af og flittigt bruger den dag i dag?

Denne gang sætter vi spot på Hans J. Wegner. Her vil Designmuseum Danmarks største Wegner-nørd, samlings- og udstillingschef, Christian Holmsted Olesen koge sin viden ned til et anderledes og letfordøjeligt oplæg om ikonet.

Uformelle rammer
I 2016 indviede vi museets mest uformelle setting, Stensalen, hvor vi undersøgte den voksende hyggetrend. Emnet skifter, men vi bevarer den hyggelige atmosfære og afholder vores lynkurser under en himmel af stof, i en stemningsfuld lyssætning i Stensalen, hvor der er plads til max. 35. personer.
Herefter kan du gå på opdagelse i museets udstillinger på egen hånd, springe med på en omvisning kl. 18.00 eller nyde en 3-retters menu i Klint Café. Museet har åbent til kl. 21.00.

Husk at bestille plads i caféen, hvis du ønsker at spise.

Sidst opdateret 24.04.2017


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor