Sommerskole i uge 32


Grafik: Jarl Axel

Kom og vær med. På sommerskolen skal vi arbejde med træ og polstring. Vi skal lave en skammel af træ, med et betrukket sæde. Vi skal arbejde med samlinger, hvor træet låser og holder sig selv, så ingen skruer eller søm er nødvendige. Polstringen af sædet bliver af stof, der passer til dig og i de farver, du kan lide. Ud over at arbejde på et konkret og brugbart møbel, som kan tages med hjem og bruges i mange år, skal vi snakke om træets betydning og opbygning. Hvad ville der ske, hvis der ikke var træer på jorden?

Ville vi mennesker så kunne leve?

Træer er noget af det vigtigste for os mennesker. Hvis der ikke var træer og planter på jorden, kunne vi ikke leve og trække vejret. Træer og planter optager CO2 og producerer Jordens ilt. Ilt er den luft, vi trækker ned i lungerne. Mennesket bruger træ til at bygge. Bygge huse, bygge hjul, bygge møbler. Der har altid været mennesker, der har arbejdet med deres hænder og skabt ting af træer fra skoven. Det er en fantastisk fornemmelse at kunne vælge et råt stykke træ og lave det om til lige det, man drømmer om. Et træ bliver fældet og skåret op til planker. Plankerne bliver skåret op og rettet på alle sider. Det rettede træ bliver høvlet, samlet og pudset. Pludselig står du med et møbel, eksempelvis en skammel. Noget, der kan tages med hjem og bruges i mange hundreder af år.

Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage. Alle kan være med. Det eneste du skal medbringe, er nysgerrighed og lyst til at lære og eksperimentere – og måske kaste dig ud i noget helt nyt. Hvert barn får individuel sparring ud fra egne idéer og ønsker. Vi spiser sammen hver dag, og du skal selv have madpakke med. Vi sørger for noget at drikke.

7. – 11. august 2017, kl. 10-16, hver dag

Der er plads til 10 elever.

Se mere HER

Sidst opdateret 13.02.2017


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor