Månedens fund november 2016


A.M. Cassandre: La Route Bleue, 1929. Aage Rasmussen: DSB, 1937. A.M. Cassandre: Nord Express, 1927

HIGHLIGHT I AIRBRUSH

Vi åbner 9. december for vores nye store plakatvæg i udstillingen af det 20. århundredes design. I 3 etager viser vi den danske plakattradition fra dens storhedstid, som den træder i karakter i 1920’erne, og fortsætter med usvækket styrke frem til 1960’erne. Blandt 40 highlights er tegneren Aage Rasmussens legendariske DSB-plakat.

Modernisme fra Paris
Da DSB indledte en kampagne for det nye dieselelektriske tog i streamline design, var det den dengang ukendte unge tegner Aage Rasmussen, der billedliggjorde konceptet. Plakaten fra 1937 blev hans gennembrud som modernistisk plakattegner, og helt frem til 1980’erne kunne plakaten ses på danske banegårde.
Den teknisk set suveræne airbrush-plakat er inspireret af tidens toneangivende franske grafiker A.M. Cassandre, og den nye teknik, der vinder frem i 1920’erne.

Tvetydig fartfascination
Aage Rasmussen fremkalder med de fint tonede nuancer i airbrush en tvetydig stemning af både teknologikult og foruroligende dæmoni. Fascinationen af farten får stor effekt gennem det indtrængende linearperspektiv, hvor maskinen brager frem mod verden. Der er skruet op for kontrasterne i lysets og mørkets valører, og i billedrummets dybblå nat står speedometerets ring som en rød halo, der glorificerer den nye teknologi.
Vi ved fra tegnerkollegaen Otto Nielsen, at Aage Rasmussen brugte 3 dage alene på at få damprøgseffekten fra det gamle damplokomotiv helt perfekt.

Plakatmuseum siden 1890
Designmuseum Danmark er det nationale plakatmuseum og har siden grundlæggelsen i 1890 kritisk samlet danske og udenlandske plakater fra hele verden.

Christine Rosenlund / Arkiv for Dansk Design

Sidst opdateret 04.11.2016


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor