Månedens fund september 2016


Mindre kendt er LM92 ” Metropolitan stolen”, designet af Ejner Larsen og Aksel Bender Madsen i 1949, relanceret af Carl Hansen & Søn i 2014

Relaunch

Danske møbler fra 40’ene og 50’erne er efterhånden blevet indbegrebet af dansk møbeldesign. De danske møbeldesigneres arbejder, og den kvalitet møblerne havde, står som noget unikt og enestående. Tiden var god for de mange danske møbelfabrikker, og der blev produceret både til indland og udland. Kvaliteten og mængden af møbler gør, at man stadig kan finde dem rundt om på auktionshuse til ofte høje priser og på loppemarkeder, hvor man kan gøre et fund.

De bedste møbelklassikere er enten fortsat i produktion eller blevet taget op igen og relanceret.

Oppe i tiden er blandt andet relancering af FDB-møbler tegnet af arkitekter som Poul M. Volther, Jørgen Bækmark og Børge Mogensen for Coop og Hay, Finn Juhls møbler for Onecollection og Arne Jacobsens dråben, der blev relanceret i 2014 efter 50 år på hylden hos Fritz Hansen.

Men også andre langt mindre kendte modeller og endda modeller, der aldrig er kommet længere end til skrivebordsskuffen, har fundet vej til ny produktion.


Stol no. 8 af Helge Sibast

Et eksempel, hvor både møbel og møbelfabrik er relanceret, er Sibast Furniture. Møbelsnedkeren Helge Sibasts stol no. 8, blev designet og fremstillet hos Sibast Møbelfabrik i 1953. Helge Sibasts far Peder Olsen Sibast havde et lille snedkeri i Stenstrup på Fyn, senere opkøbte han byens fattiggård, og fabrikken ekspanderede. Helge kom i lære hos faderen, og hans interesse og evner gik i retning af at designe egne møbler. Sammen med Arne Vodder stod han i mange år for designet af de møbler, der blev solgt fra Sibast Furniture i Danmark og i udlandet. Efter nogle succesfulde år måtte fabrikken lukke i 1993, året før Helge døde. Familien har dog beholdt rettighederne, og Ditlev Sibast, barnebarn af Helge, har med sin kone Anna Sibast i 2012 relanceret stol no. 8 og genoptaget produktionen af hans møbler.


Danish Retro er et eksempel på en fabrik der simpelt hen har specialiseret sig i reproduktion af ukendte danske møbeldesigneres stole fra 40’erne og 50’erne

Senest er Arctander Chair designet af Philip Arctander i 1944 blevet relanceret af Paustian på Northmodern august 2016. Den blev produceret i begrænset antal hos Nordisk Staal & Møbel Central i slutningen af 1940’erne, men i dag er ” Muslingestolen” blevet en designklassiker.


Arctander Chair/ Muslingestolen

På Designmuseum Danmark ligger tegninger af smukke danske møbler i vores arkivskuffer i Arkiv for Dansk Design, og der bliver i disse år vist en stor interesse for, hvad der gemmer sig af skatte i arkivet, og der bliver stadig relanceret spændende ting, og mere er på vej.

I furnitureindex.dk kan man søge på både de gamle møbler og de relancerede.

Afslutningsvis et citat af Finn Juhl fra 1985:

”Man skal aldrig fortvivle over, at nogle af de kreationer, man har skabt, aldrig blev produceret, men kun blev en begyndelse. Måske vil de blive genoplivet en dag ude i fremtiden, hvis det er nødvendigt, og når tiden er moden til det”

Anne K. Skjelbo / Furnitureindex.dk

Kilder:
www.sibast-furniture.com
www.paustian.com
www.onecollection.com
www.coop.dk
www.fritzhansen.com
www.carlhansen.com
www.hay.dk

Mike Rømer (2013): Finn Juhl & Onecollection

Sidst opdateret 30.09.2016


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor