Lookbooks, scrapbøger og trendmapper


Lookbooks efterår/vinter 2014

Lookbooks
To gange årligt indsamler vi lookbooks på modemesserne under Copenhagen Fashion Week. En lookbook er den populære betegnelse for et modefirmas varekatalog over sæsonens kollektion(er). Vi indsamler primært danske modefirmaers lookbooks, men også et mindre antal udenlandske. Du kan få dem at se på læsesalen – spørg bibliotekaren.

Søg i vores online-katalog, hvis du vil se, hvilke lookbooks biblioteket har: Skriv dragter varekataloger i søgefeltet ”emneord og periode”. Leder du efter lookbooks fra et specifikt modefirma eller tøjmærke: Vælg ”avanceret søgning”, skriv f.eks. ”Wood Wood” eller ”Bitte Kai Rand” i søgefeltet ”fritekst” og skriv varekataloger i søgefeltet ”emneord og periode”.

Scrapbøger
Vi har et stort antal scrapbøger fra den københavnske modeforretning Nørgaard paa Strøget. De stammer fra perioden 1960 til 2009 og indeholder bl.a. udklip fra aviser og blade med omtale af forretningen, f.eks. modereportager og annoncer.

Biblioteket har en lille samling scrapbøger fra den københavnske hattesalon Vagn på Strøget. De er blevet til i perioden omkring 1939 til 1990 og indeholder bl.a. originale fotografier af firmaets hatte og udklip fra aviser og blade med modereportager, annoncer og andet.

Du kan få scrapbøgerne at se på bibliotekets læsesal.

Trendmapper
Biblioteket har omkring 500 trendmapper fra 1980’erne frem til 2012, de fleste udgivet af franske, italienske eller engelske trendbureauer. Trendmapperne er målrettet mode- og interiørbranchen og forudsiger de kommende sæsoners tendenser inden for mode, boligindretning og livsstil, f.eks. farver, snit og materialer.

Du kan se, hvilke trendmapper biblioteket har, i vores online-katalog: Skriv trendmapper i søgefeltet ”emneord og periode”. Du kan få trendmapperne at se på læsesalen.

Sidst opdateret 08.06.2015


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor