Historie og formål

Historie og formål

Designmuseum Danmark er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international, industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk. Museets samlinger, bibliotek og arkiver udgør det centrale videnscenter for den designhistoriske forskning i Danmark. Museet indsamler og dokumenterer den samtidige udvikling inden for industriel design, møbelkunst og kunsthåndværk. Dertil kommer indsamling af forbilledlige arbejder fra ældre områder og perioder, som står i nært forhold til samtidens produktion. Designmuseum Danmark forsker i kunst- og designhistorie med afsæt i museets samlinger og formidler resultaterne i udstillinger, publikationer og undervisning m.m.

Designmuseum Danmark blev grundlagt i 1890 af Industriforeningen i København og Ny Carlsberg Museumslegat. Det åbnede første gang for publikum i 1895 i en helt ny museumsbygning beliggende på den nuværende H.C. Andersens Boulevard. Museets hovedopgave har fra grundlæggelsen været at formidle et kvalitetsbegreb inden for formgivning. Gennem visning af forbilledlige genstande ønskede man at højne niveauet inden for danske industriprodukter. Museets samlinger skulle således fungere som inspirationsbank for industriens folk. Derudover ønskede man at gøre samtidens forbrugere kritiske og kvalitetsbevidste.

Designmuseum Danmark har siden 1926 haft til huse i en af Københavns fineste rokokobygninger, det tidligere Kongelige Frederiks Hospital. Bygningen blev opført under Frederik V i årene 1752-57 efter tegninger af arkitekterne Nicolai Eigtved og Lauritz de Thurah. I begyndelsen af 1920’erne blev bygningen istandsat og nyindrettet til museumsformål af arkitekterne Ivar Bentsen og Kaare Klint.

Historie formål Grønnegården

Museets have, Grønnegården, kan nydes af alle i museets åbningstid. Grønnegården er om sommeren rammen om Grønnegårds Teatrets forestillinger for børn og voksne. Derudover er der udendørsservering ved museets café.

Sidst opdateret 22.07.2015


Design-museum-danmark Instagram Facebook YouTube Tripadvisor