Nyheder

Ny visuel identitet til Designmuseum Danmark

Kontakt
Nikolina Olsen-Rule
Kommunikationschef
nor@designmuseum.dk

Illustration og grafik
Urgent.Agency
Naur Klint

Bag om museets visuelle identitet

I 2011 skiftede museet navn fra Kunstindustrimuseet til Designmuseum Danmark. Navneskiftet skabte en forventning, som publikum har reageret positivt på – og som er imødekommet via aktiviteter, forskning, undervisning og skarpere, forskningsbaserede udstillinger. Alt sammen målrettet et bredere, mangfoldigt og internationalt publikum. Navneskiftet har også affødt en forventning om et stærkt visuelt, dynamisk og moderne brand samt et digitalt løft fra publikum. Og den forventning ønsker museet nu at indfri.

 

Transformation

“Vi har længe ønsket at omsætte hele vores udvikling og gentænkning af museet i en synlig visuel opgradering. Som et led i vores strategi om at være blandt verdens førende designmuseer og fortsat styrke Danmark som designdestination, indledte vi i 2016 et samarbejde med to stærke partnere Urgent.Agency og Stupid Studio, der har hjulpet os med at komme i luften med en ny visuel identitet samt et nyt website.

I co-creation og med hver sit speciale har de to bureauer sat visuelt udtryk på den transformation og fornyelse, som vi har varmet op til over en årrække”, lyder det fra museumsdirektør Anne-Louise Sommer.

 

Kreative byggeklodser

Museet over det sidste par år opbygget en ny organisation og ny strategi – og den nye visuelle identitet og digitale platform har en vigtig rolle i at sikre, at transformationen markeres, og museet fremstår som Danmarks centrale designmuseum og videncenter i international liga.

”Det er vores forventning at vores nye visuelle, legende byggeklodser kan understøtte dette“, siger museumsdirektør, Anne-Louise Sommer.

Skriftskat fra arkiverne

Som en central del af identiteten har museet digitaliseret den danske arkitekt og grafiske designer Naur Klints font “Flexibility”, også kaldet “Danmarks første systemskrift”. Skriften har ligget i museets arkiver og træder nu ud på den internationale scene som del af Designmuseets nye visuelle profil. Denne proces har været et tæt samarbejde mellem Naur Klints arvinger og Urgent.Agency.

Da vi var rundt og kigge i museets arkiver, fandt vi skitser og arkivmateriale til et overset kapitel af den danske skrifthistorie: Vi fandt skrifttypen Flexilibilty tegnet af Naur Klint, hvis far var den legendariske møbelarkitekt Kaare Klint, som må siges at have stået fadder til museet og den danske møbeltradition. Det er jo med stor respekt og en lille portion ærefrygt, at vi foreslog museet at tage skriften op”, fortæller adj. professor og designchef hos Urgent Agency, Mads Quistgaard.

 

En vigtig partner i arbejdet med Flexibility er Naur Klints søn MAA, arkitekt og lektor Lars Klint, som udtaler:

”I Danmark har vi en fornem tradition for, at arkitekter beskæftiger sig med grafik, skrift og skriftformgivning. Nogle af de store navne som Thorvald Bindesbøll, Knud V. Engelhardt og Gunnar Biilmann Petersen har haft stor indflydelse på den danske skrifttradition. Biilmann Petersen, som var professor på Kunstakademiet fra 1951 til 1967, fik stor betydning for senere generationer. Alle arkitektstuderende var gennem et kursus i skrifttegning som en naturlig forståelse af formgivningens sammenhæng. Naur Klint startede som lærer på Kunstakademiet i 1948 og for ham var formgivning af skrift både en naturlig del af lærergerningen og et professionelt interesseområde. Han var specielt optaget af Biilmann Petersens skrifter. Og selvom det er svært at sætte præcist årstal på Flexibilitys tilblivelse arbejdede Naur Klint kontinuerligt på at udvikle skriften op gennem 1960’erne. Dens formsyn udspringer af den danske tradition for enkelthed kombineret med interessen for fri skriftformgivning.”

 

Digitale legekammerater

Udviklingen af den digitale platform, har været en vigtig del af processen og bureauet Stupid Studio har været tætte samarbejds- og sparringspartnere og sørget for, at alt er blevet rullet ud digitalt.

“Med brugeren i centrum har vi med det nye website fokuseret at formidle design i øjenhøjde – inspirerende, legende og nemt – med ønske om at inkludere et bredere og mere nuanceret publikum . Vi glæder os over det gode tillidsfulde samarbejde og nye fælleskab, som også her har bidraget positivt til en bedre forståelse og påskønnelse af de stolte danske designtraditioner, historier og skatte, som museet råder over”. 

– Christian Mogensen, partner, Stupid Studio

Fleksibilitet på tværs

Designmuseum Danmarks kommunikationschef, Nikolina Olsen-Rule:

”Flexibility gør, at vi både gør den danske skrifthistorie komplet – og får en fantastisk markør i museets identitet, der sammen med resten af identitetens elementer: et legende D, et enkelt og markant logo, farvevalg, markant billedestil osv. kan løse vores mangeartede kommunikationsopgaver. Flexibility er jo en god overskrift for den fleksibilitet og genkendelighed, som vi som museum har brug for på tværs af platforme. At skriften så knytter dansk skrifthistorie og museets historie så flot sammen, er et meget smukt ekstra lag til fortællingen om dansk design”.