Nyheder

Statslig undersøgelse rykker Designmuseet op ad karakterstigen

3. marts 2017

Et stærkt brand, forskningsbaserede udstillinger og en eksplosiv stigning i besøgstallet. Slots- og Kulturstyrelsen giver Designmuseum Danmark flotte karakterer i en ny stor undersøgelse.

Designmuseum Danmark har udviklet sig markant på flere fronter på fire år, og det kvitterer Slots- og Kulturstyrelsen nu for i en netop offentliggjort Kvalitetsvurdering. Rapporten udarbejdes hvert fjerde år, hvor styrelsen gennemgår alle de statsanerkendte museer i Danmark med tættekam for at gøre status på udviklingen og kvaliteten. Og det er ikke kun navneskiftet fra Kunstindustrimuseet, der falder i øjnene.

Museet anerkendes for, at det med ganske få forskningsårsværk skaber en høj produktion af aktuel forskning inden for museets ansvarsområder, og at der er fokus på at skabe færre, men større og forskningsbaserede udstillinger. Med stor gennemslagskraft.

Besøgstallet er fulgt med dén udvikling og er intet mindre end firdoblet siden 2011. Især antallet af udenlandske besøgende er eksploderet, og i alt beskrives museets turnaround i besøgstal og profilering som meget tilfredsstillende.

I rapporten bider Styrelsen mærke i, at museet er blevet mere professionel i sin virksomhed, og at museet med museumsdirektør Anne Louise Sommer i spidsen har udviklet museets besøgstal, udstillingsprofil og brand, der rækker ud til nye målgrupper i befolkningen.

Det ses i formidlingen og i events og undervisningen, der også får en positiv vurdering. Designmuseum Danmark åbnede i 2011 et designværksted, hvor skoleklasser og både voksne og børn i fritiden bliver undervist i design, og museet i helt nye tiltag har iværksat forløb med blandt andet asylansøgende børn og unge.

Museet har stadig noget at arbejde med til næste gang Slots- og Kulturstyrelsen kommer forbi. Især er bygningerne, museet holder hjemme i, en udfordring, økonomisk og pladsmæssigt. Bygningerne kræver stort vedligehold og løbende opgradering for at matche en moderne museumsoplevelse og de rette magasinforhold. Og selv om der er lang vej endnu, beskriver Styrelsen det som meget tilfredsstillende, at museet i de sidste fire år selv har finansieret store dele af de historiske bygningers opgradering og vedligehold for egne midler.

Hent kvalitetsvurderingen (PDF)