Mode- og tekstilsamling

Foto fra udstillingen Peter Jensens muser i 2011. Foto: Pernille Klemp
Mode- og tekstilsamlingen er en af landet største og fineste samlinger af dansk og international mode- og tekstildesign.
Tekstilsamlingen, der set i forhold til museets samling af mode er ældst, repræsenterer højdepunkter inden for de fleste områder af tekstilkunsten fra renæssancen til i dag. De største samlinger findes inden for dansk broderi, vævning og tekstiltryk fra det 20. århundrede. Dertil rummer samlingen tekstiler i de fleste teknikker fra især Europa og Asien fra forskellige tidsperioder. Heriblandt gobeliner, franske og italienske silkestoffer, almuevævninger, broderier fra alle egne af verden, kniplinger, batikkunst og ikatvævning. To af samlingens højdepunkter er museets enestående samling af danske hedebobroderier fra det 18.-20. århundrede og to gobeliner fra midten af det 20. århundrede, hvis kartoner er tegnet af den franske maler Henri Matisse.

Tekstil af Marie Gudme Leth
Modesamlingen har sin hovedvægt på det 20. århundredes danske modedesign til kvinder. Tyngdepunkter i samlingen er finere dansk skrædderi fra perioden 1930’erne-1960’erne, Erik Mortensens samling af haute couture kjoler fra de parisiske modehuse Balmain og Jean-Louis Scherrer, 1960’ernes dansk konfektionsmode, det 20. århundredes kunsthåndværkertøj, og samlingen af udvalgte, aktive danske modedesigners arbejder, heriblandt modedesign af Jan Machenhauer, Elise Gug, Ivan Grundahl, Nørgaard paa Strøget, Anne Damgaard, Laura Baruël, Nikoline Liv Andersen, Henrik Vibskov og Peter Jensen. Samlingen rummer videre en fin, mindre samling af historiske modedragter fra 17-1800-tallet. Flertallet af de historiske dragter er oprindelig indsamlet for deres tekstile værdier, men kan i dag ses som repræsentationer for skiftende tiders moder og foretrukne skønhedsideal.

Fra udstillingen, Marimekko – Historien om et nordisk brand, vist i 2007.
I museets fremadrettede indsamling for perioden 2012-2017, er det målsætningen at styrke Mode- og tekstilsamlingen på sine eksisterende områder og i særdeleshed inden for det 20. århundredes danske modedesign, bæredygtigt og socialt ansvarligt mode- og tekstildesign, samt eksempler på brug af intelligente tekstiler i design af høj kunstnerisk kvalitet.

Tekstilstudierummet
Tekstilstudierum
I den permanente udstilling findes et særligt tekstilstudierum med både permanent og skiftende udstillinger. Rummet blev i begyndelsen af 1960’erne indrettet af den danske møbelarkitekt Børge Mogensen. Interiøret er fortsat intakt og udgør rummets kerne. Udtræksskuffer med glaslåg giver mulighed for at komme tæt på et udvalg af tekstilsamlingens genstande.
Mode- og tekstilsamlingens historie
Museets indsats indenfor fagområderne mode-og tekstildesign har historisk set været forskellig. Med museets traditionelle beskæftigelse med kunsthåndværk og design og den tilhørende teknologi i materialer som træ, glas, ler, metal og fibre, har tekstil været et naturligt indsamlingsområde fra museet blev grundlagt i 1892. Indsamlingen af modedesign er en aktivitet af nyere dato og først siden begyndelsen 2000-tallet for alvor intensiveret. Alligevel har der været indsamlet tøj til samlingen gennem hele museets historie, men mest i tilfælde, hvor selve tekstilet har været anset for at repræsentere væsentlige design og kunstneriske værdier.
Intensive indsamlingsperioder af udvalgte grupper af dragter i betydningen tøj har fundet sted i første halvdel af 1930’erne, hvor der var fokus på indsamling af historisk beklædning fra perioden 1750-1880. I 1980’erne intensiveredes indsamlingen af både historisk og nutidig beklædning. For begge perioder fremgår det af museets registreringskort, at der er tale om indsamlinger med hovedvægten på beklædningens tekstile kvaliteter og fremstillingsteknikker. Denne praksis er ændret siden 1990’erne og et mere entydigt fokus på beklædningen i sin helhed og dens modedesignmæssige kvaliteter ligger nu til grund for indsamlingen
Indsamlingen af den spansk-italienske kunstner og tekstildesigner Mariano Fortuny’s (1871-1949) plisserede kjole, ’Delphos’, der blev sat i produktion i 1909, er et sådant eksempel.
Hvad angår museets udstillingsaktivitet inden for området mode- og tekstildesign, har der over årene været vist flere tekstil- og dragthistoriske udstillinger med afsæt i museets samlinger. Her kan fremhæves udstillingerne Alverdens Broderier (1983) og Pragt & Poesi. Kniplinger gennem 400 år (1991) og Rokoko-Mania (2012). Flere deciderede modeudstillinger på Designmuseum Danmark har ofte bygget på indlån af genstande til museet. Den populære rejseudstilling Théâtre de la Mode, der blev vist på museet i 1946, var sammensat af parisiske modehuse. Senere i 1988 viste museet i samarbejde med l’Union des Arts Décoratifs i Paris særudstillingen Stjerner i fransk mode, baseret på indlånte genstande fra bl.a. det parisiske museum Musée de la Mode et Textile. I 2007 viste museet udstillingen Marimekko – historien om et nordisk brand, der byggede på Designmuseet i Helsinki’s samlinger af tekstil og modetøj. I 2010 stod museet selv for kurateringen af særudstilling Walk on the Wild Side. Margit Brandt Modedesign 1965-1980, der altovervejende var baseret på udstillingsgenstande fra Margit og Erik Brandts private arkiv.

Tekstilmagasinet
Ny permanent mode- og tekstiludstilling på vej
Museet arbejder på, at etablere en permanent mode- og tekstiludstilling som skal åbne primo 2014. I den forbindelse vil det være muligt at bestille omvisninger og undervisningsforløb for grupper.
På grund af tagrenovering og det pågående udstillingsarbejde vil samlingen midlertidigt være lukket for besøgende.