Kundekredsen
Roentgens kundekreds
Værkstedets møbler blev eftertragtede luksusprodukter ved de europæiske hoffer. Allerede i 1774 begyndte David Roentgen at sælge sine møbler til det store klientel af adelige i Paris. Han blev optaget i det parisiske snedkerlaug og fik i 1780 titel af ‘ébéniste-méchanicien de la reine Marie-Antoinette’ (dvs. kongelig hofleverandør af finere snedkermøbler), efter at have solgt kong Ludvig XVI et sekretær-møbel.
Denne type møbler passede ikke blot hos det parisiske klientel, men vakte desuden begejstring i Rusland. Den russiske kejserinde Katarina den Store kendte til Roentgens møbler via en bekendt i Paris, Baron Friedrich Melchior von Grimm. Hun sendte bud efter David Roentgen, der i 1783 rejste til St. Petersborg for at fremvise nogle af sine fineste møbler for hende. De faldt i hendes smag, og hun købte dem alle sammen. Dermed var vejen til det russiske marked banet, og Roentgen eksporterede igennem de kommende årtier flere hundrede møbler til Katarina og den russiske adel. Også Friedrich Wilhelm II i Berlin udnævnte ham til hof-ebenist, ligesom kurfyrsterne i Sachsen, Bayern og Trier samt kejseren i Wien var øvrige aftagere til hans pragtmøbler.
Den franske revolution blev et vendepunkt i David Roentgens karriere. Hans butik i Paris blev konfiskeret og han måtte flygte. Tilbage i Tyskland blev hans hjemby Neuwied tilflugtssted for talrige emigranter. I 1795 blev byen bombarderet af franskmændene, og Roentgen måtte lukke sin virksomhed med store tab og forlade byen. Flere år senere vendte han tilbage til Neuwied, hvor han boede til sin død, men den fornemme kundekreds var svundet ind, og markedet for produktion af luksusmøbler endegyldigt forsvundet.
