Uge 14
At restaurere marketteri…
Ligesom udførelsen af marketteri er tids- og tålmodighedskrævende, er restaureringen også omstændig. Det gennemgribende arbejde med et møbel som Roentgens chatol er dog samtidig en anledning til at få ny viden om, hvilke trætyper og teknikker ebenisten har benyttet.

Mens møblernes kerne oftest blev konstrueret af mere almindelige træsorter som eg og fyr, så blev marketteridekorationerne til gengæld udført i eksotiske træsorter, som importeredes fra kolonilandene. Det kunne være ibenholt, rosentræ, kirsebærtræ og citrontræ. Den varierede brug af træsorter vidner således om den store udforskningstrang, der prægede samtiden.

Ifølge konservator Stina Bøge begrænser antallet af træsorter i marketteriet på Roentgens chatol sig til omkring ti forskellige. Det er relativt få, men til gengæld er de brugt meget varieret. Finéren er skåret op gennem træet i forskellige retninger, og er skiftevis mat og blank, stribet og ensfarvet.

Mange af finérdelene er desuden indfarvet med bejdse i forskellige farvetoner spændende fra naturtro rødlige, brune og beige til blå, grønne og gule.
Denne leg med at fremkalde forskellige effekter i træet gør det svært at identificere træsorterne. Stina udpeger dog både rosentræ, ahorn, mahogni, buksbom, rodfinér og, på møblets forside, amarant, der har en smuk dyb rødlilla farve.

En anden teknik, der kan benyttes til at tilføre motivet dybde, er mørktoning af finérdele. Delene dyppes i opvarmet sand, hvorved træets overflade svides.

Ikke blot skader, der er forårsaget af brug, sollys og klimatiske påvirkninger, er restaureringskrævende. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at udbedre mindre vellykkede forsøg på at reparere møblet, som afsløres under konservatorens arbejde. Et af møblets bagerste ben er næsten udhulet af træorm, der har spist sig gennem træværket. På et tidspunkt er møbelbenet blevet savet af og en kile indsat for at stabilisere møblet. Efterfølgende er dekorationen det pågældende sted rekonstrueret med et stykke finér, der både i farve og åreretning skiller sig ud.