Uge 17

Møblets konstruktion

Under restaureringsarbejdet har konservatoren opdaget, at chatollet, der som tidligere nævnt er et skrivemøbel, med tiden er blevet ændret i forhold til dets oprindelige udseende. Måske har det endda haft en anden funktion. Ændringerne ligger mest i de skjulte dele af møbelkonstruktionen, og er derfor først kommet til syne ved demonteringen af møblet.

Roentgen uge 17

Den lange skuffe øverst i møblets underdel har haft hængsler, så skuffefronten kunne klappes ned. På skuffens inderside er løse finérstykker indsat, hvor hængslerne tidligere var. Formålet med denne konstruktion er endnu uklar, men en mulig forklaring kan være, at møblet måske oprindeligt har været udstyret med eksempelvis et klaviatur, og dermed har været et instrument frem for et skrivemøbel.

Roentgen uge 17

Roentgen uge 17

Hvordan konstruktionen med hængsler har taget sig ud i praksis, ses på et andet møbel, der befinder sig i museets ældre samling. Det drejer sig om et engelsk skrivebureau af mahogni fra ca. 1760-80, hvis skriveklap har samme type hængsler, som Roentgens chatol kan antages at have haft.

Roentgen uge 17

Da urkassen blev udtaget af møblets overdel, fremkom synlige spor efter en jalousilåge, som har skjult uret. Hvorfor møblet oprindelig havde en jalousilåge for uret forekommer mærkeligt, men kan måske hænge sammen med, at uret kunne virke forstyrrende, hvis møblet virkelig har fungeret som instrument, eller at uret skulle være et overraskende element, der kunne åbenbares bag jalousiet, når møblet blev vist frem.

Sidst opdateret 08.12.2010


Designmuseum Danmark