Uge 8
Restaureringen forberedes
Det er ingen enkel sag at flytte et over 200 år gammelt møbel, der både er tungt og ømfindtligt og hvis overflade, man helst bør undgå at berøre.
Ikke desto mindre var første manøvre i forberedelserne af Roentgen-møblets restaurering netop at flytte møblet fra dets sædvanlige plads i Kunstindustrimuseets faste udstilling til det særligt indrettede konservatorværksted. Ved at løfte møblet på sit podium og sætte dette på hjul, kunne det dog rulles roligt og sikkert til værkstedet.
Derefter kunne man begynde at foretage de nødvendige afmonteringer af bagbeklædning, urværk og låger.

Møblet før det flyttes
Chatollet transporteres på sit podium, der er blevet påsat hjul. Samtidig ses møblet, som det normalt er synligt for forbipasserende i museets udstillingsrum; med dets rigt udsmykkede front med indlagte dekorationer i forskellige ædle træsorter og den blankpolerede overflade.

Møblets bagside
Møblets bagside er til gengæld en helt anden historie…
Her åbenbares det helt rå blindtræ, der viser sig at være eg og fyr.

Side med marketteri
Chatollets sider har detaljerede marketterier, der i almindeligt dagslys fremtræder forholdsvis intakte.

Side med marketteri i særligt lys
Ved at belyse møblet med et særligt lys, er det tydeligt, at træværket er i en omsorgskrævende tilstand. Det har revner, afskalninger, buler og misfarvninger, som konservatoren i den kommende tid vil forsøge at udbedre.

Urets forside
Uret med det pragtfulde ornamenterede gitterværk i forgyldt bronze tager en urmager sig af at reparere.

Urets bagside
Det har hidtil været antaget, at møblet stort set fremstod i dets oprindelige udseende, og hverken var blevet ændret eller restaureret. Ved afmonteringen af møblets bagside viser det sig imidlertid, at møblet formentlig har set anderledes ud. Kassen, hvori urværket er placeret, er fremstillet senere og har erstattet en anden indretning af møblet.