Uge 9
Møblets bronzebeslag afmonteres
En del af Roentgenmøblets dekorationer er udført som ornamenter udført af lueforgyldt bronze.
Lueforgyldning er den ældste og smukkeste og den mest holdbare forgyldningsteknik, man kender. Ved lueforgyldning lægges 24 karat guld på bronzeoverfladen ved hjælp af kviksølv. En masse af guld og kviksølv smøres på objektet. Det opvarmes af en flamme (lue, heraf navnet), kviksølvet udskilles, og guldet bliver tilbage. I processen udskilles kviksølvdampe, som er uhyre giftige. Teknikken bruges ikke mere, da processen er så giftig, at en mængde smede døde af kviksølvforgiftning under arbejdet.
På chatollet findes forgyldt bronzeornamentik på møblets ben og overskabets øverste kant, på skuffefronter og urkassens forside. Alle dekorationer er udført i fineste kvalitet.


På møblets ben er påsat bladornamentik i forgyldt bronze. Ved fodstykkerne er ornamentikken udformet som fine satyransigter med skæg, ører og horn.
Det er nødvendigt at afmontere bronzebeslagene for at kunne rense dem. Man kan heller ikke rense og fastlægge marketteriet, før bronzeornamenterne er taget af.

Skuffernes beslag er lyreformede med bladornamentik.

På urets forside har bronzeornamentikken to symbolske figurer: Manden med leen og en putto med timeglas. Det er dødssymboler, der erindrer om livets korthed og tidens gang.

Ornamenterne er fastgjort med små skruer. Hvor bronzeornamentikken har siddet, er marketteriets oprindelige farver bevaret, da de ikke er bleget af lyset, og det ses pludselig, at finéren oprindelig havde en varm, mørkebrun bundfarve, og ikke var lys mellembrun som nu.