Besøg os
Museumshaven
en grøn oase i hjertet af København
Midt i museet ligger museumshaven som et grønt åndehul midt i byen. Haven er åben for alle i museets åbningstid – også uden entrébillet. Museumshaven danner ramme om udstillinger, events og museumscafeens udendørsområde, hvor frokost, iskaffe og kage kan nydes i solen eller under de store, hvide parasoller. Museumshaven er en fredfyldt oase, tilbagetrukket fra byens støj, hvor der er plads til en pause under åben himmel.
Haveanlægget blev skabt i 1923-24 af havearkitekten G.N. Brandt, som en grøn og helbredende zone til hospitalet.
Museet vil over de næste år tage haven mere og mere i brug – bl.a. til eksperimenter, der formidler design, videnskab, håndværk og natur. Vi inviterer formgivning og forskningen ud af værkstederne og laboratorierne for at skabe et åndehul af viden, grønne tanker og eksperimenter. Museumshaven får plads til at udfolde sig som imødekommende oase, åbent for alle midt i byen, og danne rammen for et generøst læringsunivers for fremtidens bæredygtige tilgange til design.
Havens historie
Designmuseum Danmark har siden 1926 haft til huse i det, der oprindeligt var Det Kongelige Frederiks Hospital – bygget af arkitekterne Nicolai Eigtved og Lauritz de Thurah i 1752-57. Det gamle, stilfulde hospitalskompleks består af en lav, firlænget karrébebyggelse, der omkranser museumshaven i midten.
Da Nicolai Eigtved tegnede hospitalet, var det meningen, at haven skulle bruges som nyttehave med kartofler og gulerødder. Dog blev haven fra begyndelsen benyttet til patienternes rekreation, da man havde en teori om, at de naturlige omgivelser med lys og luft ville have en positiv indvirkning på helbredelsen af de syge. Haven var opdelt af en lang tværgående mur, som adskilte de mandlige og de kvindelige patienter.
De smukke lindetræsalléer blev plantet kort efter at hospitalet stod færdigbygget, og træerne derved over 250 år gamle. I årenes løb er der sket forandringer i haven. Havens nuværende udseende skyldes havearkitekt G. N. Brandt, som i forbindelse med indretningen af museet i 1920’erne foretog en række forandringer. Brandt anlagde bl.a. smalle brostensbelagte stier mellem lindealleerne og placerede skulpturer mellem træerne for at bryde trærækkernes ensartethed.
Havens skulpturer
I haven er udstillet en samling af skulpturer fra det 18.-21. århundrede, opstillet siden bygningen blev renoveret og omdannet til museum i 1926. Her findes bl.a. Lorenz Frølichs ’Dueslag’ (ca. 1878), Niels Skovgaards ’Havhestebrønd’ (1912-16), Kai Nielsens portræt af Thorvald Bindesbøll (1910), Einar Utzon-Franks mindesmærke for Emil Hannover (1926) og museets seneste erhvervelse ’Legekammeraterne’ (2020) af Anne Brandhøj.
Legekammeraterne
Figurgruppen ’Legekammeraterne’ består af tre finurlige træskulpturer med hver deres helt særlige humør og karakter. Figurerne er skabt specielt til museumshaven af den danske møbeldesigner Anne Brandhøj i anledning af, at hun modtog Sølvsmed Kay Bojesen og Hustru Erna Bojesens Mindelegat. Figurerne inviterer til leg og er inspireret af Kay Bojesens formsprog og materialevalg.
Café Format
Museumshaven fungerer som en forlængelse af museumscaféen Format. Fra cafeens stilrene interiør går man direkt ud på en brostensbelagt terrasse med et væld af ikoniske, blå X-line-stole designet af Niels-Jørgen Haugesen i 1977. Her kan cafeens menu nydes i sol eller skygge efter behov. Café Format har fri entre og kan besøges af gæster både med og uden billet til museet.