I fokus

DOMUS FYLDER 90

Spørg bibliotekaren
+45 33 18 56 50
bib@designmuseum.dk

Følg os på Facebook

Det italienske tidsskrift for arkitektur og design, Domus, fylder 90 år i år. Det udkom første gang i 1928 med den italienske arkitekt Gio Ponti som redaktør. Målet var at forny italiensk arkitektur, boligindretning, brugskunst og design. Det lykkedes hen ad vejen over al forventning, således at tidsskriftet især efter 2.verdenskrig kom til at spille en vigtig international rolle for udviklingen af moderne arkitektur og design, og i dag regnes for et af de førende tidsskrifter på området.

Tidsskriftets redaktører udgør en perlerække af store navne inden for faget, der alle har sat deres personlige præg på tidsskriftet udvikling. Den første redaktør var som nævnt den navnkundige italienske arkitekt og designer Gio Ponti, der fungerede indtil 1941, hvor han pga. af krigen blev erstattet af andre redaktører. Ponti vendte imidlertid tilbage i 1948 og blev i 1979 erstattet af Alessandro Mendini, og i følgende år kom redaktørerne Mario Bellini, Vittorio Magnago, Lampugnani Francois Burkhardt, Juli Capella, Deyan Sudjic, Stefano Boeri, Flavio  Albanese, Mendini igen, Joseph Grima, Nicola Di Battista og nu Michele De Lucchi.

De har alle bidraget til at Domus hele tiden har været i front med det sidste nye inden for moderne international arkitektur, kunsthåndværk, industriel design, byplanlægning, grafik, digital kommunikation m.m. Kort sagt et uundværligt tidsskrift for folk i branchen, der vil føle sig godt orienteret. Siden 1970’erne er tidsskriftet udkommet i en to-sproget udgave på italiensk og engelsk, 11 gange om året.

Sidst-udkomne nummer af Domus fra maj 2018 (nr. 1024) handler i øvrigt om arkitektur i landskabet og har som altid forrygende fotografier og annoncer.

Biblioteket på Designmuseum Danmark har tidsskriftet fra 1934 og fremefter, så hvis man har lyst til at foretage en tidsrejse i design- og arkitekturhistorien i det 20. århundrede, er man velkommen til at besøge os.

Nils Frederiksen/Biblioteket