Skip to content

Ny udgivelse

'Director's Choice' om direktørens favoritter

I den seneste udgivelse i forlaget Scalas populære og anerkendte bogserie Director’s Choice har Designmuseum Danmarks direktør Anne-Louise Sommer samlet en perlerække af sine personlige favoritter fra museets righoldige samlinger og fortæller historierne bag genstandene.

Designmuseum Danmarks samling har en enorm spændvidde og tæller blandt andet keramik, sølvarbejder, tekstil, glas, bogkunst, møbler, plakater og industrielt design. I bogen, der udkommer den 8. marts, tager Anne-Louise Sommer læseren med på en interessant tur rundt i sine personlige favoritter blandt samlingens mange og underfundige genstande og giver et unikt indblik i nogle af de gode historier, som knytter sig til genstandene. Hør blandt andet om den fascinerende Nautiluspokal fra 1600-tallet, om den engelske Dronning Caroline Mathildes overdådige toiletgarniture fra 1700-tallet, om sjældne og værdifulde selvportræts-vaser af den franske kunstner Paul Gauguin og om, hvordan det lykkedes museets første direktør Pietro Krohn at erhverve et stykke juvelerarbejde i verdensklasse til museet på den sagnomspundne verdensudstilling år 1900 i Paris. Med blandt direktørens favoritter er også ikoniske designs fra nyere tid, som Thorvald Bindesbølls velkendte Carlsberg-logo fra 1904 eller Nilfisk støvsugeren L10 fra 1922, der viser et tidligt industrielt design.

Ny Director’s Choice audioguide
Udover bogen vil det fra udgivelsesdagen også være muligt at følge Anne-Louise Sommers fortællinger om genstandene rundt på museet i en ny audioguide, som er gratis at prøve. Find den via QR-koder i museets forhal og i udstillingerne.

Du kan også lytte til audioguiden her.

Bogen Director’s Choice: Designmuseum Danmark er på 80 sider og koster 100 kr. Den er udgivet på dansk og engelsk og kan købes i museets butik.