I fokus

En kvinde fra Wien og et køkken fra Frankfurt

I 1926 tegnede en ung kvinde et køkken. Det var lille, moderne, praktisk og billigt. Det målte 3,44 m i længden og 1,90 m i bredden. Skabene havde ikke bagbeklædning og havde ej heller sidebeklædning i den ene side, fordi de blev monteret op af naboskabet. Der var en høj og en lav bordplade, den ene af zink. Og så var der masser af praktiske skuffer til opbevaring.

Køkkenet fik navnet Frankfurterkøkkenet, fordi det blev produceret og installeret i sociale boligbyggerier i byen Frankfurt am Main i Tyskland i årene, der fulgte.

Kvinden hed Margarete Lihotzky, og hun var den første kvindeligt uddannede arkitekt i Østrig. Hun var født i 1897 og blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen, Kuntgewerbeschule, i samme by under professor Oskar Strnad i årene 1915-19.

Museet har netop erhvervet et originalt eksemplar af Frankfurterkøkkenet fra en lejlighed i byen. Køkkenet vil blive udstillet på museet i 2020.

Arbejderboliger og hygiejne

Margarete Lihotzky arbejdede som arkitekt på diverse boligbyggerier for arbejderklassen i Wien og oplevede bl.a. problemerne med de mange indbyggere, der efter 1. verdenskrig manglede boliger eller blev ofre for kolera eller den voldsomme spanske syge, influenzaepidemien, der i året 1918 udryddede 50 mio. mennesker på verdensplan. I Østrig bl.a. kunstnerne Egon Schiele og Gustav Klimt. Disse oplevelser var baggrund for hendes interesse for den hygiejniske bolig, og i 1926 blev hun inviteret til at arbejde på tyskeren Ernst Mays tegnestue i Frankfurt, hvor man arbejdede med at standardisere boligbyggeriet. Og da han kendte til Margarete Lihotzkys arbejde i Wien, ønskede han, at hun skulle designe et rationelt, billigt køkken, som kunne installeres i byens sociale boligbyggerier.

Foto: Et køkken i en fattig arbejderbolig i Tyskland omkring 1. verdenskrig. Vasketøjet hænger ned fra loftet, og cyklen ligeså.

Neues Frankfurt

Ernst May var leder af byens arkitektafdeling med ansvar for byplanlægningen og boligbyggeriet. Han var i gang med at realisere visionerne om et ”Neues Frankfurt”, som byens borgmester Ludwig Landmann havde igangsat i 1924 som program for byen. En del af programmet var at bygge billige boliger for almindelige mennesker og at standardisere bygningselementerne.

Hvor Bauhaus-skolen i samtiden blev opfattet som et eksperimenterende laboratorium, et ’hothouse’ for vilde teoretiske ideer, var ’Neues Frankfurt’ stedet, hvor mange nye tiltag inden for arkitektur, grafisk design, design, typografi blev realiseret og inspirerede udenlandske arkitekter. Man udgav sågar et tidsskrift med titlen ”Das Neue Frankfurt”, der fortalte om byens mange projekter. Undertitlen på tidsskriftet var ”Monatsschrift für die Probleme moderne Gestaltung”, dvs. Månedstidsskrift om moderne design. Tidsskriftet udkom i årene 1926-1933 og blandt bidragyderne var Marcel Breuer, Walter Gropius, El Lisickij (Lissitzky), Le Corbusier, Frank Lloyd Wright, J.J.P. Oud, Joseph Frank, Oskar Schlemmer, Johannes Itten, Adolf Loos m.fl.

Foto: Nogle af samtidens tyske bogudgivelser om moderne arkitektur. Nogle af dem har tilhørt den danske arkitekt Edvard Heiberg, der i en kort periode var lærer på Bauhaus i Dessau.

Køkkenet

Resultatet af Lihotzkys arbejde blev Frankfurterkøkkenet. Modsat de spisekøkkener, som var det normale i datidens boliger, var Frankfurterkøkkenet udelukkende et arbejdskøkken, hvor husmoren havde alle arbejdsfunktioner inden for kort rækkevidde. Det var et hygiejnisk køkken, der var nemt at holde rent. Ideen bag køkkenet var, at husmoren nemt og hurtigt kunne lave familiens mad, således at hun fik tid til at tage sig af børnene og andre ting. Familien skulle spise i et tilstødende rum, uden udsigt til opvask og mados. Lihotzkys køkken blev præfabrikeret og standardiseret og brugt i o. 10.000 lejligheder i Frankfurt. Og selve ideen bag køkkenet bredte sig til andre byggerier både i og uden for Tyskland. Køkkenkulturen blev ændret, madkulturen blev ændret og arkitekturen blev ændret. Selv i danske Jørn Utzons Romerhuse i Helsingør fra slutningen af 1950’erne ser man en tydelig inspiration fra Margarete Lihotzkys køkken.

Foto: Plakat for udstilling om de nye små lejligheder i Frankfurt 1929. Bemærk planen over Frankfurterkøkkenet tv på plakaten.

Sovjetunionen og fængsel

Lithotzky, der efter giftermål med arkitekten Wilhelm Schütte fik mellemnavnet Schütte, arbejdede i Frankfurt videre med børnehaver, lejligheder til enlige kvinder og med små kolonihavehuse af træ. Da den politiske situation i Weimarrepublikken blev for betændt på grund af nazismens fremmarch, tog hun og hendes mand med ’May brigaden’ til Sovjetunionen, der netop var begyndt på dets første femårs-plan. Brigaden bestod af hendes chef Erns May og en stor gruppe af arkitektkollegerne fra Frankfurt. I de næste 7 år arbejdede de med at planlægge hele byer, bl.a. stålbyen Magnitogorsk, skoler, børnehaver, boliger osv. Hun nåede også at opholde sig nogle måneder hos Chiang Kai-shek i Kina i 1937 for at hjælpe med opførelsen af skoler og børnehaver, før end hun forlod Sovjetunionen i slutningen af 1930’erne. Via Paris kom hun til Istanbul, hvor mange af datidens politiske og jødiske flygtninge fra Nazi-Tyskland fik ophold. Lithotzky meldte sig ind i det østrigske kommunistparti og deltog i modstandsbevægelsen mod nazismen. Under hendes første illegale mission til Wien i 1941 blev hun dog arresteret og idømt 15 års fængsel. Hun blev befriet af amerikanerne den 29. april 1945.

Foto: Margrete Lihotzky (tv) sammen med kolleger på Ernst Mays tegnestue i 1927

Efterkrig og Cuba

På grund af sit medlemskab af kommunistpartiet fik Lihotzky ingen arbejdsopgaver for offentlige myndigheder i efterkrigstidens Østrig. Hun lavede et par private opgaver som arkitekt, men arbejdede hovedsagelig inden for fredsbevægelsen. I 1963 blev hun inviteret til Castros Cuba for at tegne børnehaver, og i 1966 arbejdede hun i DDR (Østtyskland) med samme typer opgaver. Anerkendelsen af hendes arbejde kom sent. I 1977 fik hun en medalje i Østrig for sit fredsarbejde efter krigen, og i 1980 fik hun en arkitekturpris af byen Wien. I 1988 ville den østrigske præsident Kurt Waldheim på regeringens vegne tildele hende en pris, men hun nægtede at modtage den af Kurt Waldheim pga. hans nazistiske fortid. Hun modtog senere prisen i 1992. Hun fejrede sin 100 års dag i 1997. Omgivet af cubanske og sovjetiske flag som en hyldest til hendes indsats for disse to lande dansede hun vals med Wiens borgmester, mens hun bemærkede, at ”hun ville have sat pris på for en gangs skyld at tegne et hus for en rig mand”.

Hun døde 18. januar 2000, fem dage før sin 103-års fødselsdag.

Biblioteket har en righoldig samling af bøger om ældre og nyere køkkener. Nedenfor er anført et lille udvalg.

Nils Frederiksen / Biblioteket

Udvalg af litteratur

Renate Flagmaier: Die Frankfurter Küche. Werkbundarchiv – Museum der Dinge, 2013. 96 s.
Margarete Schütte-Lihortzky: Die Frankfurter Küche. Berlin : Ernst & Sohn,1991. 60 s.
June Freeman: The making of the modern kitchen – a cultural history. Berg, 2004. 205 s.
Ove Boesdal: Hvordan skal vi bo? C.A. Reitzel, 1931. 144 s.
Ove Boesdal: Det danske hjem. Nyt Nordisk forlag, 1934. 156 s.
Edvard Heiberg: To værelser straks. Monde, 1935. 80 s.
Edvard Heiberg: Planlægning af Køkkener i Etagehuse. 1950. 148 s.
Christoph Mohr/Michael Müller: Funktionalität und Moderne. Das neue Frankfurt und seine Bauten 1925-1933. Rudolf Müller, 1984. 342 s.
Marianne Larsson: Köket : hemmets hjärta. Nordiska Museets Förlag, 2013. 123 s.
Tim Hayward: The modern kitchen. Quadrille, 2017. 227 s.
Design: køkkenet (red: Lars Dybdahl og Ida Engholm). Gyldendal, 2008. 179 s.
Terence Conran: The kitchen book. London, 1982. 360 s.
Esbjørn Hiort: Bedre køkkener – med små midler. Gjellerup, 1954. 103 s.
Fællesudvalget for Boligundersøgelser: Køkkenundersøgelse. 1949. 127 s.
Hans Erling Langkilde: Bedre køkkener. 1941. 132 s.
Hans Erling Langkilde: Køkkenets indretning. 1940. 17 s.
Gösta Berg: Husmoderens Bok : om kök och köksindredningar. Åhlen & Åkerlund, 1927. 206 s.