Gunnar Aagaard Andersen i aktion

Billedkunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) havde en spændvidde ud over det sædvanlige. Foruden at arbejde med maleri, skulptur og lyskunst bevægede han sig frygtløst ind på arkitekturens og brugskunstens domæner. Ikke kun for at få smør på brødet, men også fordi han ikke kunne lade være. Kunsten skulle ud til folket, den skulle bruges til noget og gøre samfundet bedre.

I et nyt stort bogværk af kunsthistorikeren Vibeke Petersen Gether kommer man hele vejen rundt om Aagaard Andersens virke som kunstner, designer, arkitekt og debattør. Han er umulig at sætte i bås, og produktionen er enorm. Som et intellektuelt legebarn arbejdede Aagaard Andersen systematisk og eksperimenterende med alt, hvad han rørte ved, uanset om han designede tæpper for firmaet Unika-Væv, tapetmønstre for tapetfabrikken Rodia eller afsøgte det konkrete abstrakte maleris virkemidler.

Tapet i to farvestillinger tegnet for Rodia i 1950’erne (udsnit), tapetprøvebog fra butikken Ny Tapetkunst, Designmuseets Bibliotek

”Skummøblerne”

I 1963 fik Gunnar Aagaard Andersen en invitation til at udstille i Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark). Han havde længe haft en idé om at skabe et møbel, der var produceret i én sammenhængende proces og form, og nu skulle det være. Efter utallige eksperimenter med skumplastmaterialet polyuretan kunne Aagaard Andersen i 1965 vise to hvide skumstole og en skumsofa på udstillingen ”Virkeligheden” i Kunstindustrimuseet. Møblerne besad en foruroligende, monumental formløshed og fremstod som utæmmede møbler på kanten til skulpturer. En slags anti-møbler i opposition til småborgerligheden og pænhedens æstetik: ”Hvorfor skal brugskunst ikke have lov til at være grim … […]?” spurgte han i et interview i 1969.

I de følgende år fortsatte Gunnar Aagaard Andersen arbejdet med polyuretan-møblerne, nu i en sortbrun version, og stolen fik titlen ”Portræt af min mors Chesterfield-stol”. Allerede i 1966 anskaffede MoMA i New York og Stedelijk Museum i Amsterdam en stol hver, og det internationale gennembrud var en realitet. På grund af giftige dampe og eksplosionsfare var fremstillingsprocessen dog ikke ufarlig, og Aagaard Andersen måtte stoppe efter i alt ti stole og to sofaer. Siden er polyuretan-stolen blevet hædret med en plads i Kulturministeriets Kulturkanon (2006).

Tv.: forside af Mobilia nr. 76, 1961, designet af Aagaard Andersen. Th.: to originale rivebilleder, Arkiv for Dansk Design, Designmuseets Bibliotek

Gunnar Aagaard Andersen i Designmuseum Danmark
Hvis man tør, kan man stille sig ansigt til ansigt med Aagaard Andersens polyuretan-stol i Designmuseets sydfløj, hvor den i dag er opstillet sammen med to andre stole designet af Aagaard Andersen. Eller man kan besøge biblioteket og se eksempler på hans tapetdesign i tapetprøvebøger. Her kan man også bladre i tidsskriftet Mobilia, som Gunnar Aagaard Andersen var medredaktør og grafisk tilrettelægger af gennem en årrække. Et besøg i Arkiv for Dansk Design kan også anbefales – her kan man bl.a. se originale skitser til bestik for A. Michelsen og en lille samling ”rivebilleder” i papir.

Litteratur:
Vibeke Petersen Gether (2016): GAaA : Gunnar Aagaard Andersen. København: Strandberg Publishing

Sara Fruelund / Designmuseets Bibliotek