Det sker

Byg & Bajer Fredagsbar med To Øl

fredag kl. 16:00 den

Hvor
Designmuseum Danmark, Stensalen (drej til højre når du kommer ind ad porten i Bredgade)

Tid
Kom forbi, når du vil, mellem kl. 16.00 – 20.00.  Designtalken begynder kl. 17.00, værkstedet har åbent hele aftenen.

Pris
Talk + deltagelse i værkstedet, inkl. to øl: 65 kr. Det er gratis at sidde og høre musik i vores forgård.

Køb din billet her

Kom og bliv kreativt udfordret i hoved og hænder, mens du klinger øl med dine venner og sætter weekenden i gang.

Fredag den 19. maj åbner Designmuseum Danmark op for sin nye fredagsbar BYG & BAJER. Det sker som en del af Danish Design Festival.

Konceptet er enkelt:

KREATIV WORKSHOP + DESIGNPERFORMANCE + ØL + MUSIK + MAD

Vi udstyrer vores forgård med dj Esther Urioste, billige, kolde øl og en foodtruck med lækre gourmet-hapsere til små penge. Og så skruer vi op for hyggen med rare siddepladser, god stemning og forhåbentlig masser af sol.

Som en del af fredagsbaren åbner vi op til et kreativt værksted i vores hyggelige stensal. Denne fredagsbars kreative opgave lyder: Byg en miniature stol, mens du drikker en øl .

Om det er en klassisk, mørk bodegastol, en liggestol beklædt med glimmer eller et remake af et Hans J. Wegner-ikon, må du og dit handy man-potentiale helt selv bestemme.

Designmuseum Danmark stiller masser af lækre materialer fra Kvadrat, Montana og Fritz Hansen til rådighed på aftenens workshop.

Grafiker Kasper Ledet fra det kunstneriske bryghus TO ØL vil debutere med BYG & BAJERS første designtalk. Men faktisk er det ikke ham selv, der vil stå på scenen. Tro mod bryghusets kreative og udfordrende stil vil han i stedet lade skuespilleren Jesper Ole Feit Andersen performe tankerne bag To Øls unikke og sommetider provokerende etiketter.

Du får adgang til værksted og designtalk inkl. to øl for kun 65 kr. Men du er også meget velkommen til bare at høre musik og holde weekend med øl og mad i vores forgård. Det er gratis. Du kan købe øl og mad til gode priser.

Er du studerende eller under 26 år, kan du som altid besøge Designmuseum Danmarks mange udstillinger helt gratis. Museets udstillinger har åbent til kl. 18.00.

Næste fredagsbar: 11. august