Event
Scholar’s Day: In Love and War
Lørdag den 25. maj
Til dette arrangement vil fem internationalt anerkendte forskere inden for japansk kunsthistorie og visuel kultur kaste lys over forskellige aspekter af udstillingen I krig & kærlighed.
I forbindelse med udstillingen I krig og kærlighed på Designmuseum Danmark afholdes Scholar’s Day, der udgør en sjælden mulighed for at lære mere om de emner, der behandles i udstillingen. Arrangementet sætter fokus på den konstruerede visuelle kultur i datidens Japan, der ‘reklamerede’ for prostituerede og retfærdiggjorde nationens imperialistiske dagsorden.
Udstillingen viser træsnit fra museets samling og fokuserer på billeder af smukke kvinder fra Edo-perioden (1603-1868) samt soldater og slag fra de kinesisk-japanske og russisk-japanske krige fra Meiji-perioden (1868-1912). Hvordan værdsætter vi “japanske træsnit fra Edo-perioden”, når nogle af dem er moderne reproduktioner? Hvordan læser vi tidlig moderne og moderne japanske billeder af mænd, kvinder og dem, der tilhørte en anden kategori? Hvordan blev krigsvold repræsenteret eller ikke repræsenteret, og hvorfor?
Ryoko Matsuba vil tale om, hvordan man værdsætter moderne reproduktioner af træsnit. Joshua S. Mostow vil undersøge mandlig homoseksuel lyst, som de blev praktiseret og visualiseret i Edo-perioden. Mio Wakita vil undersøge repræsentationer af kvinder i tidlig japansk fotografi. Judith Vitale vil fokusere på billeder produceret under de kinesisk-japanske og russisk-japanske krige (1894-1895; 1904-1905). Lulu Xinyue Yuan vil diskutere billeder af kvinder produceret i Kina under den anden kinesisk-japanske krig (1937-1945).
Bemærk at arrangementet foregår på engelsk.
Arrangementet støttes af Novo Nordisk Fonden til Kunsthistorisk Forskning.
Arrangementet er gratis, og alle er velkomne til at deltage – der er dog et begrænset antal pladser.