Det sker
UDSOLGT: SKYGGER I JAPANSK KULTUR
Torsdag den 15. august kl. 17-18.30
Vær med til et spændende foredrag om skygger i japansk kultur i anledning af den aktuelle udstilling I KRIG OG KÆRLIGHED og hør oversætter af japansk litteratur Mette Holm, Japan-kender og arkitekt Alex Hummel Lee samt kunsthistoriker og lektor Gunhild Borggreen udforske tematikken med afsæt i Junichiro Tanizakis essay Til skyggernes pris fra 1933.
Designmuseum Danmark viser lige nu japanske træsnit fra museets samling i udstillingen I KRIG OG KÆRLIGHED. Samtidig udkommer den japanske forfatter Junichiro Tanizakis essay Til skyggernes pris fra 1933 på Forlaget Korridor sammen med Tanizakis debutnovelle Tatoveringen – begge i Mette Holms oversættelse og med et efterskrift af Alex Hummel Lee.
På designmuseet fejrer vi dette med en aften, hvor det på en gang gamle og dog så moderne essay introduceres ud fra tre vidt forskellige vinkler, og du kan som tilhører nyde et godt glas vin til. Efter foredragene er der mulighed for se udstillingen I KRIG OG KÆRLIGHED.
Oversætter Mette Holm fortæller om, hvorfor hun har drømt om at oversætte dette essay, siden hun blev præsenteret for det for næsten 30 år siden, og hvorfor det absolut skulle udkomme sammen med novellen Tatoveringen. Hun sætter essayet ind i en moderne sammenhæng og fortæller om nogle af sine udfordringer under oversættelsen.
Derefter vil arkitekt Alex Hummel Lee tale om, hvorfor bogen især er blevet så omfavnet af arkitekter, og med baggrund i et liv med japansk kultur og natur perspektiverer han, hvordan Tanizaki kaster både lys og skygger på kontrasterne mellem den traditionelle og den moderne japanske arkitektur.
Kunsthistoriker og lektor Gunhild Borggreen sætter Tanizakis essay i relation til udstillingen I KRIG OG KÆRLIGHED, som hun har været med til at kuratere. Hun kommer ind på, hvordan lys og skygge optræder i japansk billedkunst, og på hvordan Tanizakis traditionalisme er forbundet med Japans modernisering og imperialisme.