Kalender

Sommerskole uge 31

Hver mandag kl. 10:00, tirsdag kl. 10:00, onsdag kl. 10:00, torsdag kl. 10:00 og fredag kl. 10:00 i perioden

Tid
Kl. 10.00-16.00, hver dag

Der er plads til 12 elever. Man skal være over 10 år.

Sted
Designværkstedet
Designmuseum Danmark

Pris
2.500,00 DKK incl. moms
Der er tilmeldingsfrist 17. juni.

Book sommerskole uge 31 her

 

Kay Bojesen har gennem sit verdensberømte univers af trædyr formået at give træet fantasi og liv. Alle hans figurer har sjæl, humor og et glimt i øjet. Måske kender I allerede den livsglade træabe, livgarderne eller den farverige papegøje. Figurerne er ikke tro kopier af virkelighedens dyr, men opfindsomme fortolkninger med smilende linjer, som man gerne må røre ved og lege med.

På sommerskolen skal vi udvikle vores egen serie af fantasifulde trædyr, som hver især har personlighed og detaljer, som gør dem til finurlige væsener, der henvender sig til barnet i os alle. Det gør vi ved at dykke ned i, hvordan man aflæser et væsens humør gennem eksempelvis ansigtsudtryk og kropsholdning. Sammen finder vi ud af, hvad der kendetegner glade, sure og bekymrede ansigtsudtryk, og hvad der får et væsen til at se måbende, forbavset eller undrende ud. Vi eksperimenterer med, hvordan vi gennem formgivning kan påvirke og bestemme vores egne trædyrs humør og personlighed.

Ved at tegne, save, bore, pudse og sammensætte forskellige geometriske former lærer vi sammen, hvordan man arbejder med at formgive og bearbejde massivt træ.

Vi kigger på Kay Bojesens træfigurer i Designmuseets arkiv samt på Anne Brandhøjs nye trævæsener i Designmuseets have, som er en fortolkning af hans univers og skænket af Kay Bojesen Mindefond-legat. Og det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, alle kan være med. Det eneste, du skal medbringe, er nysgerrighed og lyst til at lære og eksperimentere – og måske kaste dig ud i noget helt nyt. Hvert barn får individuel sparring ud fra egne idéer og ønsker.

Vi spiser sammen hver dag, og du medbringer selv madpakke. Vi sørger for noget at drikke.