Det sker

Stoledans Undervisning og samtalesalon

onsdag kl. 18:00 den

Tid: Kl. 18.00 til 20.30.

UDSOLGT!

Stolen som designobjekt, magtsymbol og kropsholder
Stole er så naturlig en del af vores liv, at vi ofte tager dem for givet. Men en stol er aldrig bare en stol. Nogle stole har sat Danmark på design-verdenskortet. Nogle stole lægger op til samtaler, andre til fordybelse. Nogle ansporer os til at arbejde, andre skaber skolestuestemning. Nogle stole og sofagrupper samler os, andre skiller os ad. Stole gennemsyrer vores sprog og kultur. Vi taler om domstole, talerstole og skriftestole. Når vi sidder helt stille i gode stole, kan vi læse og dagdrømme os til Langbortistan. Men sidder vi for længe, risikerer vi at blive satte…

Kort sagt er stole fulde af paradokser, designudfordringer og minder. De bærer på en masse kroppe og kultur. Og de rummer masser af kropsforståelser, fornemmelser og skønhed, vi næsten aldrig snakker om, selvom vi sidder på så mange forskellige varianter af dem hver eneste dag.

Derfor sætter vi denne aften fuldt fokus på stolen og alt det, vi kan lære om både håndværk og historie ved at tage udgangspunkt i stolene.

  • Vi starter et oplæg af Christian Holmsted Olesen fra Designmuseum Danmark. Han giver os et indblik i stolenes historie og betydning – og skærper vores fornemmelse for godt stoledesign.
  • Så bevæger vi os ind i samlingen ”Den danske stol”, hvor Nadja Pass sætter gang i en samtalesalon, så du og de andre gæster sammen får mulighed for at udforske de kendte stole-klassikere godt, grundigt og helt tæt på.
  • Til sidst snakker dem, der har tid og lyst, af over et glas vin eller saft i museets cafe.

Praktisk:

Tid:
Undervisning og samtalesalon – 18.00 til 20.30. Herefter er der mulighed for at snakke af over et glas vin eller saft indtil museet lukker klokken 21.    

 Sted:
Designmuseum Danmark, Bredgade 68, 1260 Kbh K.

Undervisere:
Christian Holmsted Olesen fra Designmuseum Danmark. Christian er kurator på udstillingen ”The Danish Chair” og vil give os en grundintroduktion til stoledesign og stolen som kulturbærer.

Nadja Pass fra Samtidens Akademi. Udover at være rektor for Samtidens Akademi, har Nadja i sin tid udviklet Samtalesaloner som tankegang og metode. Hun har udviklet nogle helt nye salonteknikker og spørgsmål.

Pris: 100 kroner + den relevante entre til Designmuseum Danmark.
De 100 kroner for særarrangementet betales direkte til Samtidens Akademi, når du køber billetten.
Entreen til museet betaler du i billetlugen hos Designmuseum Danmark, når du ankommer til museet, hvor alle museets almindelige rabatordninger og årskort gælder.

Prisen inkluderer undervisning, samtalesalon og et glas vin eller saft i forhallen efter arrangementet.

Arrangementet er udviklet i samarbejde mellem Designmuseum Danmark og Samtidens Akademi.