Det sker
Vin & workshop: Botanisk tryk med Laura Baruël
Torsdag den 27. juni kl. 17-20
Lær at lave botaniske tryk med beklædnings- og tekstildesigner Laura Baruël med inspiration fra den aktuelle udstilling med japanske træsnit og nyd et glas vin til.
Kom med til en kreativ workshop, der sætter fokus på botaniske trykteknikker og det japanske udtryk ukiyo (billeder af den flydende verden) i anledning af udstillingen I KRIG OG KÆRLIGHED med japanske træsnit fra museets samling.
Naturen og botaniske motiver er et gennemgående tema i japansk kunst og kunsthåndværk og på workshoppen får du mulighed for netop at arbejde med planter og blomster som motiver. Du lærer at lave botaniske tryk på tekstiler og papir under kyndig vejledning fra beklædnings- og tekstildesigner Laura Baruël, som i sit virke arbejder både med tekstile trykteknikker og tekstil i rumlig sammenhæng. Til workshoppen skal deltagerne arbejde med transfertryk-teknikken – en teknik som overfører farve ved hjælp af varme og tryk. Teknikken udmærker sig ved at kunne skabe nogle meget præcise grafiske aftryk. Vi lader os inspirere af farver og tekniske greb fra I KRIG OG KÆRLIGHED-udstillingen.
Laura Baruël medbringer plantemateriale, som kan bruges til at komponere motiver med, men du er også velkommen til at medbringe dine egne indsamlede planter lagt i pres i en bog eller lignende.
På workshoppen får du:
- 3-5 færdige tryk på tekstil eller papir, som kan sættes i ramme, syes til en lille taske eller lignende
- En lille introduktion til udstillingen og begrebet ukiyo
- Et godt glas vin