Læring

Lærings­forløb til grundskolen

Kontakt

booking@designmuseum.dk

+ 45 40 99 88 33

Telefontid mandag kl. 13-15 og onsdag kl. 10-12

Praktisk info

Find praktiske oplysninger inden jeres besøg her

Læs handelsbetingelser ved booking og køb af undervisningforløb her

 

Kære lærere og pædagoger,

Vi tilbyder læringsforløb for indskoling, mellemtrin og udskoling.

Se hvilke læringsforløb vi tilbyder nedenfor.

Vi har p.t. ikke flere forløb tilbage under Åben Skole, men du er velkommen til at kontakte os, og blive skrevet på ventelisten til kommende forløb. Vær opmærksom på, at Åben Skole-forløb for københavnske grundskoler kun kan bookes via skriftlig henvendelse til booking@designmuseum.dk

Inden du skriver, skal du se i kalenderen, hvilke tider der er ledige og sende mulige datoer til ovenstående email. Forløbet er ikke bestilt før du modtager en skriftlig bekræftelse.

MØNSTERLEG

Kig oppe, kig nede. Prikker, striber og tern. Svungne blomstermotiver og alverdens dyr. Mønstre er alle vegne. På husfacader, på byens tage, fortove og offentlige pladser. På vores tøj, møbler, tapeter, gulve og ikke mindst i vores natur. I forløbet MønsterLEG skal vi opdage og undersøge forskellige mønstre og lade os inspirere af deres farver, motiver og rytme. Forløbet starter i museets helt nye udstilling MØNSTERKRAFT, hvor alverdens mønstre fra museets tekstilsamling vækkes til live i en sansemættet totalinstallation, skabt af multikunstneren Henrik Vibskov. Herefter går vi i værkstedet, hvor eleverne ved hjælp af enkle trykteknikker skal skabe deres egne mønstre.

 

Målgruppe: Indskoling & mellemtrin

Varighed: 2,5 timer inkl. værksted

Pris: 950 kr.

Book et forløb her

HVERDAGSDESIGN

Vores hverdag er fyldt med design! Vi lever i og med design, fra vi vågner til vi går i seng. Design løser problemer og opfylder behov. Design redder liv og gør i bedste fald verden til et bedre sted. I forløbet HVERDAGSDESIGN går vi tæt på forskellige hverdagsdesigns i museets udstillinger. Vi undersøger, hvilke problemer designeren har skullet løse med sit design og hvordan menneskers behov, handle- og forbrugsmønstre spiller ind i designerens arbejdsproces. I designværkstedet arbejder eleverne med deres egne hverdagsdesigns og designprocesser, når de gruppevis skal komme med kreative bud på løsninger til forskellige problemstillinger.

 

Målgruppe: Indskoling, mellemtrin & udskoling

Varighed: 2,5 timer inkl. værksted

Pris: 950 kr.

Book et forløb her

FREMTID LIGE NU!

Lamper lavet af kotarme, stole skabt af tang og en pille, der stiller alle menneskelige, ernæringsmæssige behov. Klimaforandringer, begrænsede ressourcer og stigende affaldsproblemer udfordrer designeren til at finde nye veje, tænke i alternative materialer samt finde nye måder at udvikle produkter på. Med afsæt i udstillingen THE FUTURE IS PRESENT får eleverne gennem dialog og praktiske øvelser indblik i, hvordan både designeren, kunstneren og forfatteren forholder sig og stiller spørgsmål til vores fælles fremtid. Udstillingen giver med vilje ingen endegyldige svar, men skaber rum for elevernes egne tanker, reaktioner og refleksioner om fremtiden.  I designværkstedet omsætter eleverne deres tanker til konkrete bud på fremtidsdesigns ud fra kriterier om bl.a. bæredygtighed og nye materialer.

 

Målgruppe: Udskoling

Varighed: 2,5 timer inkl. værksted

Pris: 950 kr.

Book et forløb her

DESIGNPROCESSEN

Model over Designprocessen er udviklet af Undervisningsafdelingen på museet og bruges som et aktivt redskab i museets undervisningspraksis. Modellen kan købes med hjem som plakat til undervisningslokalet som inspiration og redskab hele året.

Find plakaten med designprocessen her – eller find den i museumsbutikken.

Se Designprocessen i fuldskærm her

DESIGNVÆRKSTEDET

Designværkstedet danner ramme om al vores undervisning. Værkstedsbygningen blev doneret til os af VILLUM FONDEN i 2012 og er en moderne bygning, designet med henblik på at udvikle undervisning og kreative designforløb.