Skip to content

I fokus

Køkkenet

Køkkenet har gennem tiden været en integreret arbejdsplads i hjemmet.

Et sted, der arbejdes hver dag med dertilhørende redskaber, maskiner og funktioner – ild og vand. Og gennem tiden har denne arbejdsplads været udformet/designet på forskellige måder med forskellige udgangspunkter og teorier som faktorer. Køkkenets design er præget af samfundsrelaterede, tidstypiske forhold og afhængig af, hvem der er opholder sig i køkkenet. På Designmuseets bibliotek findes bøger og billeder af det, der berører de tanker og ideer, der gennem tiden har formet dansk køkkendesign.

I mellemkrigstiden begyndte man i Danmark at se på køkkenet reformatorisk og rationalistisk. Efter taylorisk model blev ”laboratorie-køkkener” udviklet – igennem flere danske og internationale studier og opmålinger af arbejdsgang og tilgængelighed søgte man idealkøkkenet, der skulle være funktionelt og hygiejnisk.

Den empiriske tilgang fortsatte efter anden verdenskrig. Arkitekt Edvard Heiberg var en foregangsmand i denne første proces mod at udvikle et dansk standardiseret elementkøkken. I ”Planlægning af køkkener i etagehus” fra 1950, samlet og bearbejdet sammen med Eske Kristensen og Bent Salicath, kan man se hans tilgang og overvejelser til hver en funktion i køkkenet.

Fra 50’erne begyndte en opblødning af det kliniske laboratoriekøkken og der blev lagt vægt på forbindelsen til spiseområdet. Dog var køkkenet stadig kvindens ”værksted”, og det var hendes arbejdsprocesser, der skulle optimeres, ikke mindst efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

”At vaske op er et kedeligt arbejde, og netop derfor bør dette arbejde tillægges så praktisk, at husmoderen ikke får ekstra grund til at ærgre sig over dette.” Citat fra Esbjørn Hiort: ”Bedre Køkkener med små midler” fra 1954.

Op mod årtusindskiftet blev køkkenet et vigtigt samlingspunkt for familien, og et sted man gerne inviterede gæster – begrebet samtalekøkken blev lanceret. Køkkenet var i fokus og et prestigeprojekt – den gennemgående farve var hvid.

Tidens trend ser nu ud til at være ro og fordybelse om selve madlavningen, køkkenet bliver indrettet efter at der kan laves simreretter og langtidshævede brød, mere end til socialt samvær og strømlinet design. Farver og mønstre er på vej tilbage.

Anne K. Skjelbo / Furnitureindex