I fokus
Fra modernisme til ruiner
Der var engang en tegner, der kunne tegne alt: huse, gader, frække børn, kønne piger, flyvemaskiner, biler, landeveje, træer, skyer, regnvejr, fragtskibe, krigsskibe, fiskerbåde, bondegårde, tilgroede haver, emballage, bogstaver, krig, fremmede byer, landskaber, plakater, fugle, fisk, egern, katte, gravhøje og ruiner.
Han hed Ib Andersen og var i forrige århundrede en af vores bedste bladtegnere, bogillustratorer og grafiske tilrettelæggere.
Biblioteket har for nylig modtaget en større samling af de bøger, som han tegnede omslag og/eller illustrationer til, og i den anledning kan der være grund til at fortælle lidt om denne alsidige begavelse, der kom til at betyde så meget for mange danskere.
Han blev født i 1907 som søn af Valdemar Andersen, der var en af datidens store bladtegnere og plakatkunstnere. På faderens opfordring påbegyndte Ib Andersen arkitektuddannelsen på Kunstakademiet i København i 1926. Det var her han lærte konstruktionslære og omhu for detaljen, ting som han bragte med sig over sin tegnekunst, hvor han med stor præcision kunne tegne komplicerede bygningsværker og gadebilleder i en let og ubesværet stil. Han forlod dog studiet i 1929 uden at tage afgang og begyndte at arbejde på henholdsvis Poul Henningsens og Kaj Gottlobs tegnestuer. Og selv om han kun byggede et par rigtige huse i virkelighedens verden, var hele hans senere arbejdsmetode og syn på verden arkitektens.
Efter rejser til Holland, Belgien og Frankrig i 1930 og senere samme år til Brasilien begyndte han at tegne til Berlingske Tidendes Søndagstillæg. I 1934 startede han på dagbladet Politiken, hvor han blev fast tilknyttet indtil sin død i 1969. Det var her, han udviklede sin særlige karakteristiske stil og motivverden – ikke mindst i søndagstillægget Magasinet, der udkom indtil 1962. Sammen med kollegerne Arne Ungermann, Sikker Hansen, Adolf Hallman og Axel Nygaard gjorde han Politikens Magasinet internationalt berømmet hvad angår brug af farvelagte avistegninger. Med datidens enkle repro- og trykketeknik blev de fine farveillustrationer i Magasinet først til i selve trykprocessen, hvor de 3-4 farveseparationer blev samlet til ét billede. Det krævede stor viden og kyndighed af både tegnerne og avisens trykkeriarbejdere at fremstille disse farvebilleder, som datidens læsere omhyggeligt klippede ud og hængte op på væggen. Det var demokratisk rotationskunst, der blev til hverdagskunst for de mange.
Den venstreorienterede
1930’erne var en periode af stor international uro – præget af krakket på børsen i New York i 1929 og den deraf følgende internationale finanskrise, af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, af den spanske borgerkrig 1936-1939 og af den voksende ideologiske polarisering mellem højre og venstre. Ib andersen befandt sig på venstrefløjen og var præget af tidens modernisme inden for kunst og arkitektur. Det ses bl.a. i hans plakat for boligudstillingen Bygge og Bolig i Forum i 1929 og af hans forskellige bidrag til kulturradikale og kommunistiske tidsskrifter som Aandehullet, Kulturkampen, Plan og Vi Gymnasiaster. Vi bringer nogle eksempler her på siden.
Plakattegneren
Ib Andersen tegnede flere plakater i 1930’erne og senere, men han blev aldrig en stor plakattegner i samme grad som Arne Ungermann og Sikker Hansen. Han lavede dog et par uforglemmelige plakater, som stadig fremstår friske og klare. Hvor typografien og bogstaverne spiller sammen med motivet, så plakaten er nem at aflæse i gademiljøet på afstand og i forbifarten. Det gælder den lange og store plakat for Britisk Udstilling på Kunstindustrimuseet i 1932 (se ill.). En plakat der næppe ville blive accepteret i dag med de kraftigt rygende og forurenende skorstene som symbol på britiske industri. Andre af Ib Andersens mindeværdige plakater er plakaten for Scandinavian Air-Express fra 1933 i tværformat, Tivoliplakaten med ballongyngen fra 1943 og plakaten for DDL, Danish Air Line fra 1945 med den stribede vindpose (se ill.). Sidstnævnte blev trykt som frimærke i 1991.
Grafikeren
I sit udgangspunkt var Ib Andersens modernist, men da han for alvor begyndte at tegne i Politiken og at lave bogomslag, var det karakteristiske i hans tegnemåde ikke det moderne udtryk, men det klassiske og realistiske, som man bl.a. kender fra hans forbilleder Johan Thomas Lundbye og hans noget ældre kollega Johannes Larsen. Venskabet med arkitekten og grafikeren Gunnar Biilmann Petersen lærte ham også meget om skrifter og bogstaver. Det kom til udtryk i hans bogomslag især fra slutningen af 1930’erne og i hans kommercielle emballage-grafik for bl.a. tobak fra samme periode. I flere tilfælde tegnede Ib Andersen ikke kun forsideillustrationen, men tilrettelagde hele omslaget med typografi og tekst. Bogen Den fuldkomne fisker af englænderne Izaak Walton og Charles Cotton, der udkom i dansk oversættelse i 1943, regnes for en af Ib Andersens mesterstykker, hvor han tilrettelagde omslag, tekst og illustrationer i perfekt samklang med bogens ånd.
Storken og egernet
Alle danskere af en ældre generation har stået med en Ib Andersen tegning i hånden. For det var nemlig ham, der tegnede motiverne på vores pengesedler i to omgange efter 2. verdenskrig. Første gang i perioden 1952 til 1974, hvor sedlerne omfattede værdierne 5, 10, 50, 100 og 500 kr. Motiverne på sedlerne var danske landskaber, suppleret af portrætter af kendte danskere. Typografien blev til i samarbejde med Gunnar Biilmann Petersen, og hele opsætningen i samarbejde med Nationalbankens tegner Gunnar Andersen. På 5 kr.- sedlen var det Kalundborg Kirke, på 10 kr.- sedlen storkereden fra Asminderød Kirke og på bagsiden Egeskov Mølle. På 500 kr.- sedlen, der i folkemunde hed Plovmanden, var der en tegning af en lokal bondemand fra Fredensborg, der pløjede med sin hest. Serien af sedler var i omløb indtil 1970’erne, hvor den blev erstattet af en ny serie, som Ib Andersen også tegnede flere motiver til: 50 kr. med karussen, 100 kr. med natsværmeren, 500 kr. med firbenet og 1.000 kr. med egernet. Ib Andersen nåede ikke at se sedlerne fra den sidste serie, der alle udkom efter hans død i 1969, men han havde gjort forarbejdet og de minutiøst nøjagtige tegninger. De nye sedler var i omløb indtil slutningen af 1990’erne. Lige kort forinden blev 1.000 kr.- sedlen med egernet udnævnt til verdens smukkeste pengeseddel.
Ruinerne
”Skæbnen og, muligvis, en vis tilbøjelighed hos mig selv til at se noget romantisk ved forfald har ført mig på flere rejser til omraader, halvt forglemte, afsides og landlige, hvor der var mange ruiner, først og fremmest til St. Croix med over hundrede plantageruiner og til den lillehvide ruinby ved den Bengalske bugt, Tranquebar”.
Sådan skrev Ib Andersen selv i forordet til sin bog om Irlands ruiner (1967), der består af knap 40 laveringer i grønsorte nuancer og et par farvelagte akvareller af ruiner og landskaber i Irland. Ib Andersens første livtag med gamle ruiner fandt sted i 1946-1948, da Westermanns forlag i København sendte ham på længere ophold i de tidligere danske kolonier i Dansk Vestindien, Guldkysten i Afrika og til Tranquebar og Serampore i Indien for at tegne illustrationer til Johannes Brøndsteds store 2-bindsværk om Vore gamle tropekolonier (1952-53). Under vanskelige vilkår lykkedes det Ib Andersen ikke blot at opmåle mange af de klassicistiske bygninger, men også at lave fremragende akvareller og laveringer af mange af bygningerne.
I 1963 rejste han to gange rundt i Irland med sønnen Povl og genskabte her det irske landskab med dets mange forfaldne huse, forrevne klippekyster og små, smalle veje. Billederne udkom i mappe med hans egen fine tekst i 1967. (se ill).
Landevejene
Ib Andersen flyttede i 1937 fra København til Fredensborg. Det kom til at ændre hans motivverden en del. Naturligvis tegnede han fortsat illustrationer af enhver slags til noveller og artikler i Politikens Magasinet. Men det nordsjællandske landskab med blæst, regn, landeveje, gårde, provinsbyer, skove, træer og drivende skyer blev efterhånden hans foretrukne motivverden. Og det er i disse billeder, at man ser hans mesterskab for alvor. Studiet af naturen fortolket gennem en skarp iagttagelse og et følsomt temperament var hans personlige linje. Realisme forbundet med poesi. Men mere end det: Det var som om, at hans analytiske arkitektblik evnede at trænge ned under overfladen og ind i motivet, så der aldrig blot blev tale om en smuk afbildning, men om en gengivelse, der viste os tingenes væsen.
Da Ib Andersen døde i 1969 skrev digteren Frank Jæger et mindedigt, hvis sidste linjer lyder:
Vi faar Veje at se, som du aldrig har set.
Og dog er det dine.
Og sådan er det. Med sine tegninger fra nær og fjern har Ib Andersens givet os en historisk erindring om en verden og et Danmark, som måske knapt er her mere.
Designmuseets Bibliotek har foruden en stor samling af de bøger, som Ib Andersen lavede omslag til og illustrerede, en fin samling af de fleste af hans plakater samt flere skitser og eksempler på hans emballage. Desuden flere bøger om Ib Andersen.
Nils Frederiksen/Biblioteket