I fokus
Som sendt fra himlen - Pietro Krohns farvesammenstillinger
I Designmuseets Bibliotek findes en enestående samling af originale, håndmalede farvesammenstillinger. Samlingen på 314 plancher i alt blev skabt i årene omkring år 1900 af Kunstindustrimuseets daværende direktør, Pietro Krohn, og maleren L. Lindahl.
Med stor omhu registrerede de farvernes kombinationer i bl.a. sommerfuglevinger, konkylier og mineraler – foruden i tekstiler, pompejanske vægdekorationer og japansk kunst. Alene i Pompeji tilbragte de seks uger fra morgen til aften med at indfange farveharmonierne i vægmalerier og mosaikker. Farverne, i form af limfarve, blev malet på smalle papirstrimler, som efterfølgende blev monteret på hvid karton, og hver enkelt karton afspejlede f.eks. farverne på et bestemt stykke stof i museets samlinger eller en bestemt, navngiven sommerfugl.
Farveharmoni
I år 1900 blev 264 plancher vist på udstillingen ”Farvesammenstillinger, uddragne af Natur og Kunst”, og avisanmelderne var begejstrede. Dannebrog, Politiken og Aftenbladet – alle fremhæver planchernes umiddelbare nytteværdi som forbilleder for et smagfuldt og dekorativt farvevalg. Som et praktisk redskab, ikke kun for tidens håndværkere, heriblandt naturligvis malere, men også for kunstnere – ja, hele den danske befolkning. Især mener anmelderne, at malersvendenes uddannelse udi farveharmonier er under al kritik, og her kommer Krohns ”… Forbilleder som sendte fra Himlen.”
Selv tidens broderende kvinder får et fur i Aftenbladet, der understreger planchernes brugsværdi ”… for de Tusinder af broderende Damer, som ellers på Maa og Faa haler deres Uldgarn i de mest horrible Sammenstillinger op af Kurvens Kaos.”
Tv. malet gengivelse af mosaik i Pompeji (mappe II, blad 2), th. tilhørende farvesammenstilling (mappe II, blad 4)
Farver og farvevalg
Pietro Krohn havde utvivlsomt store forhåbninger til farvesammenstillingernes udbredelse, og plancherne blev udført i tre sæt, heraf det ene til udlån. Som direktør for Kunstindustrimuseet arbejdede Krohn for at højne kvaliteten inden for kunstindustri og håndværk, og farveplancherne skulle bidrage til at styrke håndværkernes farvesans. Farver og farvevalg var et vitalt emne i kunstindustrien – ikke mindst i Krefeld, der var centrum for Tysklands silke- og fløjlsindustri. Her købte byens Kaiser Wilhelm-Museum i 1901 knap 200 af Krohns plancher, hvoraf mange blev vist på museets store udstilling om farver, ”Farbenschau”, året efter.
Billede: Sommerfuglen Vanessa Caita, Guinea (mappe X, blad 12)
Kom og se plancherne
I dag, næsten 125 år efter deres tilblivelse, lever Krohn og Lindahls farvesammenstillinger et stille liv på bibliotekets magasin. Dog er en enkelt smuk planche med farverne fra et japansk stykke stof med i museets særudstilling ”Learning from Japan”. Når plancherne kommer frem i lyset, er farverne bløde og intense, med en fløjlsagtig overflade, og når de er allersmukkest, minder de om abstrakte malerier af amerikaneren Barnett Newman – som et meditativt rum med musik i.
Alle er velkomne til at se plancherne – blot spørg efter dem, så henter vi dem frem.
Billede: Sommerfuglen Astorion Chara, Pulo-Penang (mappe XI, blad 70)
Litteratur
Mirjam Gelfer-Jørgensen: Pietro Krohn – Danmarks Kunstneriske Puls: Kunst, Teater, Museum. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2014.
Farbenschau im Kaiser Wilhelm-Museum – Farbstoffe und Färberei, Farbenspiele in der Natur, Künstlerische Farbenwahl [katalog], Krefeld, 1902
Emil Hannover: Det Danske Kunstindustrimuseum i de Første 25 Aar – 1895-1920. Det Danske Kunstindustrimuseum, 1920
Desuden anmeldelser i Aftenbladet, Politiken og Dannebrog, alle trykt 31.12.1899
Billede: Sommerfuglen Siderone Ide, St. Catharina, Sydamerika (mappe X, blad 11)
Sara Fruelund, Designmuseets Bibliotek