Det sker
Jul på
Design
museum Danmark
Så står julen endnu engang for døren, og museet inviterer indenfor i varmen til masser af designoplevelser, julestemning og gratis adgang for alle torsdag den 21. december. Et smukt pyntet juletræ lyser op ved siden af museumscaféen – smykket med kunsthåndværker Albertine Brasks eventyrlige og finurlige julepynt, fra museumscaféen breder sig en duft af gløgg og museumsbutikken bugner af unikke og anderledes designjulegaver og det smukkeste julepynt.
Vi glæder os til at se dig til jul på designmuseet.
Gratis entré den 21. december kl. 10-20
Har du endnu ikke set den populære udstilling Formens Magi, som har sidste åbningsdag den 30. december, så har vi en særlig julegave til dig. Torsdag den 21. december er der gratis entré til museet hele dagen, så tag en ven eller familien med, og oplev ikoniske danske designklassikere som Stelton-kanden, Ægget, Myren, Globen, og tag med på en rejse gennem dansk designs historie, strømninger og inspiration. Du kan selvfølgelig også opleve de mange andre aktuelle udstillinger, som handler om alt fra fortidens samlermanier til fremtidens designløsninger.
Det smukkeste juletræ
Broderede julelys, patchwork-kræmmerhuse, strikkede snemænd og meget mere fra kunsthåndværker Albertine Brasks hånd vil i år pynte på vores fine juletræ på designmuseet.
På træet stråler de eventyrlige farver og materialer, som tilsammen skaber en helt unik juleatmosfære. Albertine Brasks kunsthåndværk puster liv i ethvert juletræ og giver inspiration til julepynt, som du selv kan lave af stofrester og andre materialer, som du allerede har derhjemme. Albertine Brasks håndlavede julepynt sælges i museumsbutikken så længe lager haves.
Træet kan opleves gratis ved siden af museumscaféen indtil den 23. december.
Jul i museumscaféen
Hvis du leder efter museumscaféen, så gå efter duften af hjemmelavet gløgg. Der jules i alle caféens hjørner, og både frokost- og aftenmenu har fået en ny hovedingrediens, nemlig julestemning.
Julens åbningstider
21. december: kl. 10-20
22. december: kl. 10-18
23. december: kl. 10-18
24.-26. december: Lukket
27. december: kl. 10-18
28. december: kl. 10-20
29. december: kl. 10-18
30. december: kl. 10-18
31. december: Lukket
1. januar 2024: Lukket