Lige nu

STORT LYSVÆRK I BIBLIOTEKS-LOUNGEN

Neonlysekronen Idea Generator skabt af designer Lise Vester er inspireret af glødepæren, som symbol på en idé, og er en hyldest til de kreative ideer, som er brændstoffet for innovation og produktion blandt designere. Det store lysværk kan lige nu og frem til september opleves i museets bibliotekslounge.

Som designer er Lise Vester optaget af at skabe æstetiske og sanselige oplevelser gennem design, der udløser nye perspektiver og som kan fremme velvære og livskvalitet. Med Idea Generator udfordrer Lise Vester den typiske neonskilt-æstetik, ved at skabe et tredimensionelt værk, som med sin store skala, form og behagelige glød bliver en slags rumlig oplevelse af det blå og atmosfæriske lys.

Idea Generator blev oprindeligt designet og udvalgt som gæsteudstiller til Snedkernes Efterårsudstilling i 2022 på FABRIKKEN for Kunst og Design.

Lise Vester er uddannet fra Via Design i Herning (DK) med en professionsbachelor i møbeldesign, og en MA (Master of Arts) i Design Products på Royal College of Art i London (UK). Siden 2022 har hun haft eget studio i København og har vundet flere talentpriser for sit arbejde. I 2022 blev hun udnævnt til Årets Designer til Design Awards 2022 af BoBedre og Bolig Magasinet.

Sponsor: Louis Poulsen har sponsoreret værkproduktion
Fondstøtte: Lemvigh-Müller Fonden og William Demant Fonden