Skip to content

Nyhed

Designmuseum Danmark modtager stor bevilling fra Ny Carlsberg­fondet

Takket være en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet har Designmuseum Danmark kunnet erhverve tre hovedværker i samtidsdesign og -kunsthåndværk.

Der er tale om markante, unika hovedværker inden for tekstil, lys og keramik skabt af tre anerkendte kunsthåndværkere og designere inden for de respektive felter. Museet har erhvervet værket Arkivbogen (2021) af stoftrykker og tekstildesigner Lisbet Friis, værket Kurenai Light Object (2019) af designer Ane Lykke og det keramiske værk Urban Complex VII (2016) af keramiker Karen Bennicke.

Vi er utrolig taknemmelige for den generøse donation og de nyerhvervelser, som den har muliggjort. Vi har i de senere år lagt vægt på at erhverve genstande til samlingen inden for det helt aktuelle felt, og de tre værker reflekterer på hver deres måde vores mere end 130-årige formål og sætter den rige samling, vi allerede har opbygget, ind i et kontemporært perspektiv. Det er med til at sikre den fremtidige relevans i samlingen, og spejler vores bredspektrede indsamlings- og genstandsfelt, siger museumsdirektør Anne-Louise Sommer.  

260 mønstre designet af Lisbet Friis

Lisbet Friis har udstillet både i Danmark og i udlandet gennem de sidste 25 år og er en af Danmarks vigtigste tekstiltrykkere. Det nyerhvervede værk Arkivbogen indeholder 260 mønstre designet og trykt af Lisbet Friis gennem 30 år. Mønstrene er trykt på henholdsvis belgisk hør og Hahnemühle-papir. De 260 forskellige tryk dokumenterer skiftende teknikker for håndtryk gennem tiden – teknikker, hvorom viden er ved at forsvinde.

Japansk håndværk møder dansk design

Med værket Kurenai Light Object udforsker Ane Lykke såvel lys som rum. Værket er inspireret af traditionelt japansk håndværk og skifter kontinuerligt udtryk, hvad angår farve, lys og skygger alt efter, hvor man betragter det fra. Kurenai Light Object, der siden genåbningen har prydet forhallen på Designmuseum Danmark, bliver med donationen nu en del af museets samling.

Skulptur over det 7. parisiske arrondissement

Karen Bennicke indtager en central position inden for studio keramik i sidste del af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede. Det keramiske værk Urban Complex, VII skriver sig ind i rækken af otte skulpturer (2015-2016), der tager udgangspunkt i et diagram over de parisiske arrondissementer. Det har længe været museets ønske at erhverve et værk fra denne serie, der viser nye veje i Karen Bennickes kunstneriske virke.