Nyheder

Lise Nørgaard: Den sidste fra pragttiden

Lise Nørgaard på besøg

Lise Nørgaard mindedes de mange gode minder om sin afdøde nære ven, modeskaberen Erik Mortensen, da hun for nylig besøgte udstillingen I am Black Velvet – Erik Mortensen Haute Couture.

100 år, javel – men tidløs elegant, når den faste hyrevognschauffør gennem 25 år åbner bildøren for Lise Nørgaard: Iført klassiske pepitaternede slacks, sort kvalitetsbluse, kameluldsfrakke og et smart tørklæde ankommer hun til Designmuseum Danmark. Monsieur Erik – Frederikshavnerdrengen, der i nogle årtier skabte genial mode i Paris – ville ikke have haft en finger at sætte på stilen.

Den grå manke sidder perfekt på den afslappede måde i den genkendelige Lise Nørgaard stil. Makeuppen er i orden – ikke noget med joggingbukser og morgenhår, når man går på museum! Først og fremmest er det dog væverheden, der slår én, når Lise Nørgaard entrerer museet for at besigtige sin ven, Erik Mortensens udstilling. Og så naturligvis replikkerne. De er fortsat skarpere end de flestes og gør et møde med Nørgaard – mangeårig journalist og forfatter, siden 1980’erne mest kendt som Matadors mor – til en usædvanlig begivenhed.

Lise Nørgaard var fra 1958, hvor hun var til sit første modeshow i Paris, og frem til Erik Mortensens død i 1998 tæt ven med modemanden. Utallige er de besøg, de har aflagt hos hinanden med og uden familier i årenes løb. I januar 2018 kiggede Lise Nørgaard forbi Designmuseum Danmarks udstilling Black Velvet  – Erik Mortensen – Haute Couture for at studere kjoler, skitser og fotos, før udstillingen lukker 18. marts. Det blev et par intense timer med mange refleksioner undervejs om mode, farver, venskab og glamour fra Erik Mortensens tid i modehusene Balmain og Jean-Louis Scherrer.

Mode som kulturfænomen

”Jeg har altid interesseret mig for moden som kulturfænomen. Det er kulturhistorie. Folk tror, at mode er noget pjat. Det er det ikke. Det er et forslag til, hvad man nu skal til at gå med. Det, der ikke bliver accepteret, bliver aldrig mode”.

Nørgaard stopper ud for en Balmain-aftenkjole i silkevelour fra efterår-vinterkollektionen 85-86 . Den har stramme ærmer og dyb v-udskæring i ryggen, der afsluttes med en stor blomst i plisseret silkeorganza. Mest i øjenfaldende er store opretstående vingeærmer i flere lag.

”Ja, somme tider blev det lidt for morsomt. Hvad skal man have på af overtøj til sådan én? Men det er jo for, at aviserne skal omtale det og skrive, at nu er moden blevet helt sindssyg. Den er flot, snittet er så flot – men hvad pokker …. modellen kan jo risikere at lette!

Og hvad er nu det … en turban?”, lyder det om et elegant, men specielt Scherrer-sæt med meeeget lange kombinerede støvle-bukser, som Carla Bruni – model og siden hen gift med den franske præsident Sarkozy – har båret. ”Til høje slanke modeller,” lyder det lakonisk. ”Jeg vil sige magre!! Og lange støvler… det må være svært at holde dem glatte,” lyder det tørt fra Lise Nørgaard, der foretrækker Mortensens Balmain-periode frem for tiden i Scherrer.

”Udstillingen viser, hvilket alsidigt talent Erik var. Jeg kan bedst lide hele Balmain-sektionen, både da han var ansat hos Balmain, og da han selv styrede huset. Der havde han frihed til at føre hele sit talent igennem, han kunne bruge alle sine inspirationer til at udnytte sin pragtfulde fantasi og skønhedssans. I det øjeblik, Erik kom til Scherrer, var han nødt til at se på det merkantile også. Men udstillingen er meget flot. Den gør ham ære. Og haute couture er ikke længere, hvad det var. Han var vel en af de sidste fra pragttiden.”

Farven sort

”Jeg tænker på Eriks kommentar til sort, hver gang jeg tager tøj på; jeg er også glad for sort. Erik sagde altid: Der er 32 forskellige sorte farver. Lige fra dybsort til en sort, der næsten går over i brunt, hvis man står i et bestemt lys, og over til den rigtig mørke sorte. Det er den, der er smukkest.”

”Man går aldrig galt i byen med sort. Se nu den der – og den der ovre,” lyder det fra Lise Nørgaard, der har spottet endnu et par kreationer i museets udstilling: To helt forskellige farver. Selv om de begge er sorte.

Hvad er det med den farve?

”Hvis ikke man kan finde på andet, så er der altid sort… Nej, spøg til side: Sort gør altid noget for folk! Alle kan have sort på, det er bare et spørgsmål om makeuppen. Balmain lagde vægt på, at kollektionen skulle ligne en kunde. Det synes jeg navnlig passer til hans sorte kollektion. Det er ikke fis og pjat til teenagere.”

Venskabet med Erik Mortensen

”Jeg så alle hans opvisninger og blev ved med det, også efter jeg var holdt op med at skrive om mode. Det bliver man nemlig træt af! Så tog jeg til Paris med Didder (Rønlund , modejournalist, red.), og så kunne jeg sidde og se på tøj uden overhovedet at skulle sende referater hjem.

Jeg dækkede modeopvisningerne fra 1958, da Yves Saint Laurent startede efter Christian Diors død. Det var en verdenssensation, både at Dior døde, og at den unge Yves Saint Laurent begyndte. Jeg fortsatte i en halv snes år, og så var det blevet for morsomt. Det var anstrengende at være modejournalist; vi skulle nå så mange huse som muligt. Var i Paris i ti dage og ankom som regel om lørdagen for at se, hvad der var i indbydelserne fra mode-syndikaterne. Bagefter tog vi altid til middag hos Erik, vi danske journalister. Jeg har aldrig grinet så meget, det var simpelt hen så morsomt. Han boede først i en lille lejlighed i Rue du Dragon, hvor toilettet ikke bare var lille; man skulle ind i det gennem stuen. Folk måtte rejse sig, hvis nogen skulle derud. De første år i Rue du Dragon grinede vi, så huset rystede. Senere flyttede han til en større skøn lejlighed, hvor Erik omtalte dagligstuen som salonen. Mine børn elskede at komme der: Tænk, at komme i salon!

Også mine børnebørn var med i Paris på dannelsesrejser. Barbara, der var lang og tynd og længst af dem, fik lov at gå med hele kollektionen. ”Barbara, du tager bare tøjet på, og så kan du vise din mor og mormor, hvordan det ser ud,” lød det fra Erik, der havde arrangeret en særforestilling.

”Til mig lavede han flere udmærkede kjoler, der sad fantastisk. Jeg havde mødt Erik første gang i 1952, da jeg var den flinke, lille assistent, da Balmain var i København for at vise en kollektion i Forum.”

Du var ikke stødt på Erik Mortensen før, mens han var hos Holger Blom?

”Nej, jeg var jo kommet ind med fire-toget i -49, og da var Erik allerede forsvundet til Paris. Men så snart han kom hjem, sagde det klik for vores venskab. Jeg må sige, at vi valgte hinanden og blev de bedste venner.”

Hvad var det, der gjorde, at det slog klik?

”Ved du hvad. Jeg tror, fordi Erik havde så stor humor allerede dengang. Og jeg har jo den der særlige form også, så vi kom straks på tale- og grinefod, og så udviklede det sig til varmt venskab. Det med Erik var unikt! Erik var ligesom en bror. Vi betroede hinanden alt.  Og når han var i København, drejede det sig om, at han ville have frikadeller og marinerede sild hjemme hos mig og min mand.

Han har lavet tre kjoler til mig. To mere ”hverdagsagtige”, som man kunne vise sig på gaden i uden at vække opsigt. Og så har han lavet en sort til en af mine runde fødselsdage. Den havde meget store hvide prikker og en kæmpe pjerrotkrave. Den trykkede mig, så jeg nærmest lignede en dværg. Vi var til en forestilling i København, Erik og jeg, og sad bag dronningen, så sagde han til hende, at” jeg har sagt til Lise Nørgaard, at hun ikke må spise ærter og gulerødder, for tænk nu, hvis hun taber dem ned i kraven!” Han var meget morsom!

Erik så mig jo ikke som en lille tæt dame men en lang slank én, der lignede mannequinerne. Det var det rørende ved ham. Han havde en dame i København, han tilkaldte, og så instruerede han. Han tegnede kjolerne og klippede dem, og så syede hun. Han havde et fantastisk blik for håndværket, det var det, der gjorde ham god, for at få tingene til at sidde og understrege folks typer. Men de lange slanke mannequiner var jo forbilledet.”

 

Glamour-livet

”Nådada!” Lise Nørgaard lyser op, da hun ved et skitsebord med originale tegninger får øje på et minde fra Dronning Sirikit af Thailand, angiveligt Mortensens yndlingskunde og en af datidens verdensskønheder. ”Da han kom til Bangkok, blev han behandlet som en prins, og det passede ham rigtig godt. Han elskede også at være oppe hos Dronning Sonja.”

Og Mortensen holdt af godt selskab med stil, som han også beskriver det i sin erindringsbog ”Ej blot til pynt”. Hertugparret af Windsor var en del af omgangskredsen i Paris. ”Han befandt sig godt i sådan noget pragtselskab. Han var ikke snobbet – men han var eksklusiv. Og gad ikke være sammen med hvem som helst.

Jeg tror, han allerede som dreng har elsket pragt, og det er der ikke noget galt i, for hvad var verden uden pragt? Han ville gerne skabe noget smukt og gøre sine kunder smukke. Men det kunne jo af og til knibe med det sidste. Jeg besøgte ham engang, da han havde fået en ordre på sin pragtfulde brudekjole, der var skabt til én, der var lang og tynd. Den var blevet bestilt til flere hundrede tusinde kroner til en af de arabiske døtre, en prinsesse, og hun var lille og tyk. Den slags udfordringer fik han jo også ind imellem. Forretningen skulle jo gå!”

 

Så han lavede faktisk også noget, der ikke var klædeligt til den pågældende?

”Jeg ved ikke, hvad der ville klæde hende. Hvis man vejer et ton, er der ikke noget, der klæder én. Det var jo business. Erik kunne sige RÆDSELSFULDT som ingen anden. Når vi gik ned ad Strøget i den periode, da kvinderne bar stramme trikoter over fede lår og blomstrede trøjer, lød det altid: RÆDSELSFULDT. Men når han blev spurgt om de danske damers påklædning, fortalte han skam, at de var fikse!

Sådan en som Marlene Dietrich var vidunderlig at klæde på. Han omfattede hende med en vis kærlig ironi og fortalte, at når hun ankom, så man først et par lange ben træde ud af bilen, så kom der en hel masse pelsværk, så et par solbriller og endelig Marlene, som udbrød, når hun nåede op til Erik: ”Åh, folk de glor sådan”. Ja med den entré kan det nok ikke undgås!”

I dag er modebranchen stærk på sociale medier som Facebook og Instagram. Ville Erik Mortensen have været en kendt figur der?

Han ville have syntes, det var frygteligt. Sådan noget som Facebook ville han finde umådeligt simpelt!”

Og nu er det ikke din egen holdning, du kommer med?

”Jo!” lyder fra Lise Nørgaard, der ikke har meget til overs for den slags pjat.

”Det, der betød mest for ham, var, at han blev omtalt herhjemme. Selv en notits i Esbjerg om, at han havde det godt, studerede han nøje. Det betød mere end Le Figaro og New York Times. Jeg tror, at man som dansker i udlandet gerne vil have, at man husker én hjemme. At man er blevet til noget – for at sige det rent ud.”

Og så er chaufføren klar foran Designmuseet igen. Farvel til en stor, lille dame!