Pop-up udstilling 17. nov. - 3. dec. 2023

ET BLIK PÅ LANDSHOLDS­TRØJENS DESIGNHISTORIE

I anledning af hummels 100-års jubilæum udstiller Designmuseum Danmark den ikoniske landsholdstrøje fra VM i 1986, som et blik ind i landsholdstrøjens kultur- og designhistorie. I en mindre pop-up-udstilling med titlen LET’S PLAY – hummels 100 år med ikoniske fodboldtrøjer kan publikum opleve den originale trøje, der blev spillet med i 1986 og komme med ind i hummels designunivers fra 1986 og frem til i dag.

Trøjen er i dag anerkendt som et ikonisk sportsdesign, hvor sports-, mode- og designhistorie mødes. I dag har foldboldtrøjen nærmest status af en folkedragt, der symboliserer fællesskab, fankultur og fortællingen om det lille land, der imod alle odds spillede sig videre i VM og vandt publikums hjerter.

Historien om hummel er historien om den lille humlebi, der gik på vingerne i 1923 og sidenhen er blevet et stort internationalt sportsbrand. Siden 1970’erne har danske fans og fodboldspillere båret hummels trøjer, og det originale design fra 1986 kan i dag ses på fodboldklubber over hele verden.

Pop-up-udstillingen LET’S PLAY – hummels 100 år med ikoniske fodboldtrøjer vises fra den 17. november til den 3. december 2023 i udstillingsrummet, der støder op til museumscaféen. Det er gratis at besøge udstillingen.

Tegnekonkurrence for børn: Design din egen landsholdstrøje 
I forbindelse med pop-up udstillingen vil børn kunne deltage i en tegnekonkurrence om at designe Danmarks flotteste landsholdstrøje – og med fede præmier på højkant. Hver uge i udstillingsperioden vil hummel nemlig udlodde den genoptrykte version af landsholdstrøjen fra VM i 1986, der ovenikøbet vil være signeret af alle de nuværende landsholdsstjerner. Her vil der blive trukket lod blandt alle, der har deltaget i tegnekonkurrencen i den pågældende uge. Umiddelbart efter den 3. december vil alle designede landsholdstrøjer blive vurderet af landstræner Kasper Hjulmand og Designmuseum Danmarks direktør Anne-Louise Sommer, som kårer det bedste design blandt alle tegninger. Som den store hovedpræmie vil vinderen få produceret sin landsholdstrøje i et fysisk eksemplar.

Tegnekonkurrencen er administreret af hummel og vil foregå i museets café og loungezoner i udstillingsperioden fra 17. november til 3. december 2023. Dansk adresse er nødvendig for at deltage.

Spil fodbold i museumshaven
Under hele udstillingsperioden for LET’S PLAY – hummels 100 år med ikoniske fodboldtrøjer er der opsat små såkaldte ’panna’ fodboldbaner i Designmuseum Danmarks grønne have. Her kan du udfordre din ven, en fra din familie eller din skolekammerat til en fodboldbattle, hvor I dyster mod hinanden én mod én.