Skip to content

Pressemeddelelse

Learning
from Japan

Kontakt
Mille Maria Steffen-Nielsen Smith
Kommunikationschef
+45 93 83 84 15
mms@designmuseum.dk

11.08.2015

Dansk design lærer af japansk håndværk

Udstillingen vises fra 8. oktober 2015 – efteråret 2018.

Hvad har frøer, insekter og krybdyr med dansk kunsthåndværk og design at gøre? Det løfter Designmuseum Danmark sløret for, når dørene slås op til efterårets største udstilling Learning from Japan. Her kan publikum gå på opdagelse i det symbolrige univers, der kendetegner japansk kunst og blive klogere på, hvordan Japan gennem tiden har været en vigtig inspirationskilde for dansk kunsthåndværk og design.

Designmuseum Danmark fejrer i år 125-års jubilæum. Museet satsede fra første færd på indsamling af japansk kunst til inspiration for dansk kunst og industri. Fornem japansk brugskunst gav et iøjefaldende løft til dansk kunsthåndværk i årtierne omkring århundredeskiftet. Fascinationen holdt gennem det 20. århundrede, og i dag er forbindelsen mellem japansk og dansk design særdeles livskraftig.

Ideen bag udstillingen
Learning from Japan præsenterer museets fornemme japanske samling side om side med dansk kunsthåndværk, design, arkitektur og grafik med inspiration fra Japan. Alle museets forskellige materialegrupper indgår i udstillingen heriblandt genstande, der kun sjældent har været udstillet.

Udstillingens tilrettelægger, kunsthistoriker Dr. phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen, som også er forfatter til bogen ”Japanisme på dansk – Kunst og design 1870-2010”, fortæller:

”Mødet med den japanske kunst har forsynet dansk kunst med incitamenter, der er blevet omsat til nye virkemidler inden for flere af kunsthåndværkets områder. Japanismen har for dansk kunst været en katalysator med langtrækkende og langvarig effekt. Strømningen har udgjort en væsentlig forudsætning for den modernisme, der i det 20. århundrede gjorde Danmark til en designnation”.

Firben og flydeglasur
Udstillingen kommer vidt omkring og berører temaer som naturmotiverne i den japanske kunst, processer og materialer, arkitektur og indretning, mode og belysning, møbler og borddækning, alt inspireret af mødet med japansk kunst og håndværk, men nu integreret i dansk design.

Publikum kan blandt andet opleve museets samling af smukke japanske træsnit fra det 18. århundrede, enestående grafiske værker fra bog- og billedsamlingen samt keramik udført efter særlige japanske teknikker. En række danske keramikere har netop skævet til den japanske flydeglasurteknik, som tilførte en særlig taktil og naturinspireret, nærmest malerisk overflade til de keramiske værker. Også rakukeramikken er blevet populær hos danske keramikere. Teknikken går tilbage til 1500-tallets Kyoto og benyttes især til skåle til te-ceremonien.

Herudover kan man i området viet til arkitektur og boligindretning se, hvorledes naturen også her spiller en vigtig rolle. Harmonien mellem dansk og japansk brugskunst baserer sig bl.a. på begge landes mangel på egne mineraler, metal og brændstof, og da Japan er dækket af vældige skovområder, har træ været en vigtig kilde til udformningen af huse og møbler. I Danmark ses den japanske inspiration særligt i efterkrigstidens lavt byggede enfamiliehuse, opført i landets egne materialer som mursten, tegl og træ. Ligeledes erstattedes den borgerlige boligindretning af stråmåtter, rispapirlamper og lave siddemøbler, der appellerer til mere uformelle samværsformer.

Om Learning from Japan

  • Udstillingen løber over tre år er i 2017 en del af fejringen af 150 års diplomatisk samarbejde mellem Danmark og Japan. Jubilæet arrangeres i samarbejde med den japanske ambassade.
  • Den er baseret på bogudgivelsen ”Japanisme på dansk – Kunst og design 1870-2010”, skrevet af Dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen, som også er udstillingens kurator. Bogen er udgivet på Arkitektens Forlag i en dansk og en engelsk udgave.
  • Du kan opleve mere end 400 værker, hvoraf nogle sjældent eller aldrig tidligere har været vist på en udstilling i museet før. En del af disse værker indgår i museets store bog- og billedsamling.
  • Der indgår værker af en række danske designere og kunsthåndværkere som gennem tiden har hentet inspiration fra japansk kunst og formgivning. Heriblandt Thorvald Bindesbøll, Patrick Nordstrøm, Poul Kjærholm, Bodil Manz,, Børge Mogensen, Jens Quistgaard, Hans Sandgren Jakobsen, Boris Berlin, Knud Holscher, Snorre Stephensen, Gertrud Vasegaard, Lis Ahlmann, Hans J. Wegner, Gunnar Biilmann Petersen og mange flere.