Pressemeddelelse 13.05.2020

Designmuseum Danmark forventer ikke at genåbne foreløbig

Designmuseum Danmark havde sit hidtil bedste publikumsår i 2019, men nu har coronakrisen slået det ellers så populære museum til hjørne. Det betyder, at det kan komme til at tage et stykke tid, inden museet genåbner.

Designmuseet i Bredgade er et af de danske museer med den største andel af internationale gæster– hele 80 procent. Og da bl.a. prognoser fra Tourism Economics (del af Oxford Economics) vurderer, at turismestrømmen først vil være nogenlunde genetableret omkring slutningen af 2023, vil museet gå en meget svær tid i møde. Museet tilhører samtidig en mindre gruppe af danske museer, hvor egenindtægten udgør den altdominerende del af omsætningen.

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:

”Det her er en historisk krise for museet. Vi ser ind i et radikalt ændret og kritisk besøgsbillede som konsekvens af COVID-19, hvor situationen for vores museum vil være påvirket, nu og i en lang periode fremover. Faldet i de store internationale turismestrømme gør museets besøgsgrundlag og dermed økonomi yderst usikkert.”

”Det er godt, at samfundets vitale funktioner, herunder kulturen, langsomt kan påbegynde en genåbning. Men alle forecasts og analyser viser dog, at det bliver en meget langvarig proces. På dette grundlag, og for at sikre, at museet kommer styrket ud af krisen, påtænker vi at forblive lukket indtil ultimo 2021. Derfor har vi nu behov for at omstille museet og vores forretningsmodel.”

”Den forventede forlængede nedlukningsperiode betyder, at en række arbejdsopgaver, knyttet til museets virksomhed og publikumsaktiviteter, påtænkes at bortfalde. At museets økonomi er så radikalt udfordret vil påvirke den daglige drift og kan komme til at berøre en række af vores dygtige og trofaste medarbejdere. Det er dybt beklageligt, at coronakrisen får disse konsekvenser”, slutter Anne-Louise Sommer.

Forventet genåbning ultimo 2021
Museet forventer at bruge den påtænkte lukkeperiode til at omstille sin forretningsmodel samt foretage en tiltrængt renovering og ombygning, som blandt andet skal sikre fundamentet under den historiske og fredede bygning. Projektet, der er finansieret af fondsmidler, vil efter planen blive igangsat snarest muligt. Går alt som planlagt, forventer museet at være klar til at byde publikum velkommen ved udgangen af 2021 i et museum, der forhåbentlig stadig er et af de internationalt førende designmuseer og at finde blandt top-10 i Danmark og top-5 af mest besøgte museer i København.

Kontakt
Kommunikationschef
Nikolina Olsen-Rule
nor@designmuseum.dk
31 44 30 61

Fakta

  • I 2019 havde Designmuseum Danmark 310.192 besøgende.
  • Op mod 80 % af disse var internationale gæster.
  • Designmuseum Danmark står foran et stort renoveringsprojekt af museets fredede bygninger, der bl.a. omfatter renovering af museets hovedbygning og ca. 3.000 m2 store gulv.
  • Museet har været lukket siden 12. marts som led i den samlede nedlukning af Danmark.