Pressemeddelelse 21.10.2019

Night Fever

Kontakt

Nikolina Olsen-Rule
Kommunikationschef
31 44 30 31
nor@designmuseum.dk

Alastair Halfhide
Kommunikationsmedarbejder
81713375
aha@designmuseum.dk

Download pressebilleder her

Museum bliver omdannet til natklub i ny udstilling

Designmuseum Danmark skyder 2020 i gang med et brag af en udstilling. ’Night Fever. Designing club culture 1960-today’ er navnet på museets store særudstilling, der inviterer publikum på en rejse gennem natklubbens designhistorie. Uanset om du er John Travolta på et dansegulv, går med DJ-drømme i maven eller er til hiphop, britpop eller house, vil dansefeberen og glæden vil musikken ramme dig i Night Fever.

 Udstillingen vises fra den 25.01 – 27.09.2020 i Designmuseum Danmark, Bredgade 68, 1260 København K. Den er skabt af Vitra Design Museum and ADAM – Brussels Design Museum.

En totaloplevelse
John Travolta og Saturday Night Fever står i dag som en pop-kulturel klassiker, der bringer både minder og smil frem hos de fleste, men i hvert årti har nattelivet sit særegne udtryk – og der er for alvor gang i formgivningen fra 1960 frem til i dag, hvor blinkende fyldte dansegulve erstattes med popup-events målrettet stadig mindre mikro-segmenter. Men hvordan startede hele klubeventyret – og hvordan designede man de vilde interiører og oplevelser i de ”gode gamle dage”?

Night Fever er en totaloplevelse, der appellerer til sanserne gennem musik, mode, design. Udstillingen viser hvordan natklubben har været kreativ motor for 60 års musik- og designkultur og den indeholder en bred vifte af forskellige elementer, alt fra møbler, grafisk design, arkitektoniske modeller, kunst, film, fotografering og mode. Som besøgende føres man gennem en fascinerende verden, der giver en betydelig kontrast til hverdagens regler og rutiner.

Designmuseum Danmarks udstillings- og samlingschef Christian Holmsted Olesen udtaler:

”Vi håber, at vi med Night Fever, også kan tiltrække gæster, som ikke normalt kommer her på museet. Udstillingen rummer både dansegulvets og musikkens spontane og euforiske glæde og de mere alvorlige sider af nattelivet, som vi også ønsker at sætte fokus på via oplysning og debat. Night Fever har en indholdsmæssig tyngde, for designnørderne, men er også en rumlig og sanselig totaloplevelse, hvor vi håber at mange vil komme for at få en anderledes oplevelse, og måske endda pudse et par danse moves af.”

Avantgarde og pop
Natklubben er popkulturens arnested. Som avantgarde fænomen har natklubben dannet ramme om oprør mod kulturelle normer og har været rum for eksperimenter på godt og ondt. Udstillingen giver et unikt indblik i natklubbens designhistorie, fra 1960erne og frem til i dag, ved blandt andet at skildre den som en rumlig totaloplevelse, hvor arkitektur og interiør smelter sammen med lys, mode, grafisk design og visuelle effekter, som tilsammen danner et moderne gesamtkunstwerk. Eksemplerne spænder vidt – fra 1960ernes italienske natklubscene med Radical Design til den legendariske natklub, Studio 54, hvor bl.a. Andy Warhol var blandt stamkunderne. Hertil kommer 1980erne og 90ernes rave fænomen, Hacienda Club i Manchester og nyere koncepter, som Ministry of Sound i London, designet af OMA.

 

Mærk lyden
Udstillingen følger et kronologisk forløb, hvor der undervejs er opsat musik og lysinstallationer, skabt af udstillingsdesigner Konstantin Grcic og lysdesigner Matthias Singer. Her har man som besøgende mulighed for at fordybe sig i de mange facetter af natklubbens design, både visuelle effekter og lyd. Og nogle af natklubbens største hits og frontpersoner er udstillet i en vinylsamling med bl.a. Peter Savilles ikoniske design af Grace Jones ’Nightclubbing’-album.

Night Fever præsenterer natklubben som meget mere end en dansebar og et spillested. Her er noget at hente for alle – fra soundtracks, der sætter gang i nostalgien og tager dig en tur down memory lane til lysdesign, arkitekturtegninger og interiørs.

Vi ses på dansegulvet!
Museet arrangerer, i samarbejde med en række partnere, et eventprogram der bringer udstillingens temaer ind i en samtidskontekst med debatter, talks og aktiviteter udviklet i tæt samarbejde med unge, der brænder for at musik, dans og kreativitet.

Hvis du gerne vil vide mere og har en god idé til et arrangement inviterer vi dig til at tage fat i os på: info@designmuseum.dk

Fakta om udstillingen:

  • Udstillingsareal ca. 700 m2
  • Kuratorer: Jochen Eisenbrand (Vitra Design Museum), Catharine Rossi (Kingston University London) og Katarina Serulus (ADAM – Brussels Design Museum)
  • Udstillingens globale sponsorer er Hugo Boss og Smart