Skip to content

Robert Jacobsen, Plustration, 1971-72

Den danske kunstner Robert Jacobsen (1912-1993) er især kendt for sine abstrakte jernskulpturer, men har også skabt glaskunst, malerier, grafik og skulpturer i træ og sten. Igennem sin karriere har han bevæget sig mellem et rent abstrakt konkret formsprog og et mere legende, fantasifuldt og fabulerende udtryk. Sidstnævnte gælder ikke mindst hans serie af ”dukker”, der bl.a. var inspireret af hans samling af afrikansk kunst. Derudover har han udført flere store udsmykningsarbejder, bl.a. på Axeltorv i København.

Plustration er et sjældent farvet værk af Robert Jacobsen. Med sit rene, abstrakte udtryk træder geometriske grundformer frem, men det er i lige så høj grad mellemrummet mellem disse figurer, der gør værkets form interessant. Samspillet mellem de tomme mellemrum og figurernes flader vidner om en ny måde at forstå abstrakt skulptur på med fokus på rum, linjer og overflader.