Jean Dewasne, Komposition Aurora, u.å

Værket består af en række geometriske elementer: kvadrater, ovaler, ellipser og rektangler. Med brug af akrylemalje har Jean Dewasne skabt en glinsende overflade, der fremstår klinisk og uden tydelige tegn fra pensler eller kunstnerens hånd. Næsten som hvis det var industrielt fremstillet. Dette geometriske og nonfigurative billedsprog blev karakteristisk for Dewasnes kunstneriske karriere.

Værkets udtryk er kendetegnende for en lang række nonfigurative kunstnere, der søgte en kunst, som kunne medvirke til skabelsen af et samfund bygget på rationalitet og fremskridtstro. Denne kunst blev blandt andet dyrket i det legendariske Galerie Denise René i Paris, hvor Dewasne mødte den danske kunstner Robert Jacobsen. Det førte til et langt og frugtbart samarbejde, der knyttede Dewasne tæt til Danmark.