Skip to content

Ny permanent udstilling om dansk design i det 20. århundrede

Danish Modern

Dansk design er kendt og elsket – både herhjemme og i udlandet, men hvad førte frem til succesen, hvilke designs er centrale, og hvem er de store danske designere i det 20. århundrede? Udstillingen DANISH MODERN udfolder historien om dansk design fra 1920’erne og frem til år 2000 med fokus på skabelsen af nogle af de mest ikoniske danske designgenstande.

★★★★★ Kulturinformation


Stor udstilling er et velfortalt orgie af klassisk dansk design.”

🖤🖤🖤🖤 Lars Hedebo Olsen, Politiken


”Denne udstilling er præcis, hvad vi har savnet.”

Erik Rimmer, chefredaktør for Bo Bedre, gæsteanmelder i Børsen

Danish Modern er en epoke, en stil, et nationalt brand. Stilen slog igennem midt i det 20. århundrede og blev hurtigt populær i Vesten. Men hvad gemmer sig bag forestillingerne om Danish Modern? I en ny permanent udstilling udfolder Designmuseum Danmark, hvordan danske designere har arbejdet metodisk med designprocesser og fortæller historien om succesen bag dansk design.

Et farvel til klunkehjemmet
Modernisterne betragtede tidens overfyldte stuer med tunge møbler, velourgardiner, tæpper, planter og mængder af nips som eksemplet på alt, hvad der var galt med design og indretning. Danish Modern blev dermed deres opgør med den ’stilforvirring’, de mente herskede frem til 1920’erne.

Udstillingen DANISH MODERN inviterer publikum med på en designfaglig rejse fra møbelprofessoren Kaare Klints ’Værelse til en Dame’, over det ikoniske tyske Frankfurterkøkken – som illustrerer både forskelle og ligheder mellem dansk og europæisk modernisme – til Verner Panton og Nanna Ditzels organiske pop-designs og 80’ernes futuristiske og cool hightech-design: Kort sagt en forunderlig rejse igennem alt det, vi i dag kender som danske designikoner blandet med ukendte designs af kendte designere.

Danske stole fra gulv til loft
DANISH MODEN bringer også den populære ’stoletunnel’ tilbage i en ny større udgave med 125 stole, både highlights og ukendte stole, fra gulv til loft, fortæller historien om, hvordan danske møbler tager afsæt i historiske typer fra andre lande. Stoletunnelen er som et stamtræ over stolenes familierelationer og indeholder stole af både danske og internationale designere – Hans J. Wegner, Arne Jacobsen, Nanna Ditzel, Cecilie Manz, Charles Eames, Marcel Breuer eller Jasper Morrison.

Danish Modern på verdenskortet – hvem er designerne?
Museet har skabt et stort, helt nyt DANISH MODERN-teater, en samlet scenografi, der placerer de forskellige designere i dansk og international designhistorie. Hvorfor slog Danish Modern igennem internationalt i netop 1949? Hvem var personerne, der tegnede Danish Modern? Vi præsenteres for designernes personlige ting, tanker, tegninger, udstillings- og arkivmateriale.

Oplev design af Rigmor Andersen, Mogens Koch, Ole Wanscher, Børge Mogensen, Lis Ahlman, Grethe Meyer, Kay Bojesen, Gertrud Vasegaard, Poul Kjærholm, Hans J. Wegner, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Henning Koppel, Per Lütken, Axel Salto, Poul Henningsen og mange flere.

Kølig hightech
I DANISH MODERN kan publikum også udforske de designstrømninger, som byggede videre på eller gjorde op med Danish Modern i årtierne efter. I 1970’erne opstod strømningen Hightech, som særligt blev udbredt i 1980’erne. Stilen videreførte modernismens fascination af det funktionelle og dyrkede de rent tekniske og konstruktionsmæssige strukturers udtryk. Inspirationen var hentet fra fabrikker, industrien og laboratorier. De mest anvendte materialer var blankt stål og glas. I Danmark fortsatte en række designere i perioden 1970-2000 ”den funktionelle tradition”, men nu som helt industrielt design. Meget af det danske industrielle design i perioden er mere underspillet og rationelt end hightech-design fra andre lande. Det bliver på den måde en fortsættelse af Danish Modern, men i kølige industrielle materialer. Udstillingen viser bl.a. design af Bang & Olufsen, Knud Holscher, Niels Gammelgaard for IKEA, Norman Foster og Ole Palsby for Eva Trio.

Et opgør med Danish Modern
Postmodernismen var en bred kulturel strømning, der begyndte i 1970’erne og havde sin storhedstid i 1980’erne. Strømningen var et opgør med modernismens funktionelle og produktionsvenlige formsprog. De postmoderne designere og arkitekter tog udgangspunkt i hverdagens populærkultur og skabte et udtryk, der reflekterede den fragmenterede virkelighed, som samtidens forbruger- og massemediekultur leverede. Man dyrkede det overfladiske og historiefortællende, mere end man interesserede sig for at optimere funktionen. Dagligdagens produkter fik et mere kulørt og legende udtryk. Designere som Philippe Starck var en stærk eksponent for stilen, men mest radikale og banebrydende var de italienske designgrupper Studio Alchymia og Memphis. I Danmark var der ikke mange designere, der dyrkede postmodernismen, men designere som Ernst Lohse, Ole Jensen og Ursula Munch-Petersen gjorde.

Interesseret i at vide mere? Book en guidet omvisning i DANISH MODERN. Læs mere her