Skip to content

Tidligere pop-udstilling

Flexibility

Som en central del af museets nye identitet har museet digitaliseret den danske arkitekt og grafiske designer Naur Klints font “Flexibility”, også kaldet “Danmarks første systemskrift”.

Skriften har ligget i museets arkiver og træder nu ud på den internationale scene som del af Designmuseets nye visuelle profil. Denne proces har været et tæt samarbejde mellem Naur Klints arvinger og Urgent.Agency.

Det glemte kapitel i dansk skrifthistorie

Flexibility er ganske særlig for Designmuseet, fordi den gør den danske skrifthistorie komplet. Skriften bygger bro mellem den historiske og moderne designtradition, idet den eksemplificerer brydningstiden mellem den håndværksmæssige skrifttradition, som kendt hos Knud V. Engelhardt og Gunnar Biilmann Petersen og den modernistiske, komplette systemskrift, som vi kender fra fx Helvetica og Univers.

Skrifttypen er også helt særlig, fordi Naur Klint, som tegnede den i starten af 1960’erne, var søn af dansk designs grand old man Kaare Klint, som stod for transformeringen af museets bygninger fra hospital til museum. Skrifttypen symboliserer samtidig den transformation, som museet har gået gennem fra et historisk Kunstindustrimuseum til et moderne Designmuseum.

Museets nye typografi ‘Flexibility’ hædres med en Red Dot Design Award

Typografien Flexibility, der tidligere på året også modtog guld ved Creative Circle Awards, er Urgent.Agencys bidrag til fortællingen af dansk skrifthistorie. I arbejdet med Designmuseum Danmark stødte designchef hos Urgent Agency Mads Quistgaard på glemte skitser og arkivmateriale fra Naur Klint (søn af Kaare Klint) til fonten Flexibility.

“Det var, som om vi ved et lykketræf faldt over “the missing link” i dansk skrifthistorie, der markerer overgangen fra de traditionelle fonte til den moderne, systemiske skrift”, siger Mads Quistgaard.

Flexibility kan nu opleves på alle Designmuseets visuelle og kommunikative flader.