Vævet måneskin
Engang blev det regnet for et af de fineste stykker stof i verden. Det var et næsten mytisk stof, som man i Vesten troede blev fremstillet af feer eller insekter. Vævet af bomuld så tyndt og fint, at det næsten var gennemsigtigt og man så ud som om, man ikke havde noget tøj på, men blot indsmurt i det reneste vand. Måske blev H.C. Andersen inspireret af stoffet til sit eventyr om ”Kejserens nye klæder”. Det var som vævet luft, som måneskin. Hundrede meter af stoffet kunne passere gennem et nåleøje. Når et stykke musselin blev lagt i græsset og duggen faldt på det, kunne man ikke længere skelne stoffet. En historie fortæller, at Kejser Aurangzeb (1618-1707), der var den sidste af de indiske stormoguler, engang blev vred på sin datter, fordi hun viste sin nøgne hud og kvindelige former gennem sine klæder. Hvorefter hun vredt demonstrerede, at hun faktisk bar syv lag musselin. Men stoffets historie har også en dyster bagside.
Håndvæve og stor luftfugtighed
Navnet musselin (staves også muslin eller mousseline) skyldes den venetianske handelsrejsende Marco Polo (1254-1324), der på sin rejse til Mongoliet første gang så stoffet i den irakiske by Mosul. Deraf navnet i Vesten. I Østen hedder stoffet mulmul eller Dhaka (Dacca) efter byen af samme navn i nuværende Bangladesh. Og her var stoffet kendt tilbage fra f.Kr. Det var her i Bengalen, at stoffet blev vævet og eksporteret til bl.a. Romerriget, til kejseren af Kina, til Persien, Osmannerriget, Thailand og Burma og til fyrsterne og prinsesserne ved stormogulernes hof i Nordindien.
Musselin havde mange forskellige navne og kvaliteter. Bl.a. abrawan, der betyder ”løbende vand”, shabnam, der betyder ”aften dug”. Var stoffet vævet med mønstre eller indfarvet i forskellige mønstre hed det jamdani, der var det mest efterspurgte af de mange typer musselin. En af årsagerne til den fine kvalitet af det bengalske musselin var selve bomuldsplanten med det latinske navn Gossypium herbaceum, der var speciel egnet til det fugtige klima i Ganges-deltaet i Bengalen omkring Dhaka og Calcutta. Andre årsager var den århundrede gamle teknik med at spinne trådene i det fugtige klima. Redskaberne var primitive og meget arbejdskrævende, og det lykkedes aldrig den engelske og europæiske tekstilindustri i 1800-tallet at lave tilsvarende kvalitet, trods moderne maskiner. I Bengalen kunne det tage op til et halvt år at lave et stof i størrelsen 20 x 1 m. Og det kunne kun laves i regntiden, hvor luftfugtigheden var tilstrækkelig høj til at forhindre fibrene i at blive tørre og briste.
Foto: Tegning, der viser fremstillingen af musselin. Fra bogen: J. Forbes Watson: The textile manufactures and the costumes of the people of India. 1866
Handlen og nedturen
Allerede i slutningen af 1500-tallet kom portugisiske søfarere og handelsfolk til Bengalen (NUVÆRENDE Bangladesh) og begyndte at eksportere tekstiler og musselin til Mellemøsten og Europa. I begyndelsen af 1600-tallet fulgte engelske, hollandske og armenske handelsfolk efter, og i henholdsvis 1663 og 1669 oprettede Holland og England deres egne fabrikker i Dhaka for at producere musselin. Stoffet var populært i Osmannerriget, fordi det blev brugt til den muslimske hovedbeklædning turban, et ord der kommer af det tyrkiske ord tülbent, der betyder musselin. Men også hos overklassen, konger, dronninger og fyrster i Europa var musselin i høj kurs. Man regner med, at der på dette tidspunkt var omkring 8.000 væve i Dhaka, der producerede musselin.
Forfaldet i det bengalske musselin begyndte i slutningen af 1700-tallet, da det britiske East India Company erobrede Bengalen i 1757. Englænderne monopoliserede fremstillingen og handlen med tekstiler fra Bengalen og åbnede landet for import af tekstiler fra England, samtidig med at England indførte importafgifter på tekstiler fra Bengalen. Kvaliteten faldt i produktionen. Kort tid efter blev landet ramt af en sultkatastrofe, der aflivede en tredjedel af befolkningen og samtidig fandt den industrielle revolution sted i England med nye opfindelser inden for tekstilproduktionen. England begyndte selv at producere bomuldsstoffer, som blev eksporteret til Bengalen. Og da East India Company lukkede sine fabrikker i Bengalen i 1818 var det stort set slut med fremstilling af musselin i landet.
Foto: Byen Dacca (tidl. Dhaka) omkring 1820. I dag består byen af højhuse og larmende trafik i et kaotisk helvede, der gør byen til en af de byer i verden, der er mindst egnet til beboelse.
Historiens tragiske ironi
Ved lukningen af bomuldsproduktionen og tekstilfremstillingen i Bengalen i 1800-tallet blev omkring 1 millioner mennesker arbejdsløse. Mange mennesker flyttede til andre områder i Indien eller begyndte arbejde i landbruget. Det tusind år gamle håndværk forsvandt, selv den specielle bomuldsplante forsvandt. East India Company begyndte i stedet at satse på fremstillingen af farven indigo, jute og salpeter i Bengalen.
Dhaka (tidl. Dacca) var engang en smuk by med fine paladser og regeringsbygninger omgivet af frugtbart landskab med vandkanaler og landbrug. Den blev anset for Østens Dronning. I dag regnes den for en af de byer i verden, der er mindst egnet til beboelse pga. overbefolkning, dårligt byggeri og forurening. Det er historiens tragiske ironi, at byen i dag er blevet hjemsted for fremstilling af billigt tøj til de store modefirmaers kollektioner til fast fashion overalt i verdens store metropoler. Fattige landarbejdere søger ind til Dhaka og arbejder under usle, underbetalte vilkår, hvor de på elendige symaskiner i overfyldte bygninger sidder og syr tøj til vestens ungdom. I 2013 styrtede en af disse tekstilfabrikker sammen og dræbte over 1.000 mennesker (Rana Plaza katastrofen).
På den måde er historien om stoffet musselin en historie om storhed og forfald, om en fin gammel kultur, som ødelægges af kolonialisme og imperialisme, om førsteklasses kvalitet, der afløses af billige produkter.
Foto: Broderet musselin fra Bengalen fra ca. 1855
Nils Frederiksen / Biblioteket
Biblioteket har flere bøger, der fortæller om musselin og om tekstilhistorien i Indien og Bangladesh (Bengalen), bl.a. følgende:
Sonia Ashmore: Muslin. 2012
Jeremy Seabrook: The song of the shirt. 2015
Forbes Watson: The textile manufactures and the costumes of the people of India. 1866
M.P. Gandhi: The Indian cotton textile industry, its past, present and future. 1930
Calico Museum of Textiles: Historic textiles of India at the Calico Museum. 1971-1980
Giorgio Riello og Tirthankar Roy (ed.): How India clothed the world. The world of South Asian Textiles 1500-1850. 2009
Giorgio Riello: Cotton. The fabric that made the modern world. 2013
Giorgio Riello og Prasannan Parthasarathi: The spinning world. A global history of cotton textiles 1200-1850. 2009
Mookerji: The silk industries of Moorshedabad. 1892
Sukumar Bhattacharya: The East India Company and the economy of Bengal from 1704 to1740. 1954
John Irwin: Indo-Portugese embroideries of Bengal, – i: Art and Letters, The Journal of the Royal India, Pakistan & Ceylon Society, vol. XXVI, no.2, 1952, s. 65-73
N.N. Banerjei: The cotton fabrics of Bengal, – i: The Journal of Indian Art and Industry, vol. 8, no. 65-72, 1900, s. 65-72