Det sker
Familieværksted: lav dit eget julepynt i træ
Lørdage 5. december og 12. december kl. 10-15
Hvilken slags julepynt hører hjemme på jeres juletræ? Den, der har fulgt familien i årevis, eller den mere moderne? I Designmuseets familieværksted kan børn og voksne lave deres eget julepynt i træ og føje et nyt stykke til samlingen derhjemme.
I år har vi lagt papiret til side og fundet finéren frem. De tynde træark kan bøjes, foldes og klippes, indtil de tager form som små, organiske figurer. En klips holder formen på plads, mens træets årer og nuancer giver hver enkelt sit eget udtryk. Enkelt, naturligt og med plads til at prøve sig frem.
Ideen udspringer af designmuseets årlige julebord, som kan opleves mellem museets forhal og café. Her har tvillingesøstrene Julie og Simone Lundgaard fra Skov Studio sat træets former og strukturer i centrum. I værkstedet kan I selv gå på opdagelse i materialet og se, hvad der sker, når et fladt stykke træ tager form efter fantasien.
Tag jeres julepynt med hjem, hæng det på træet eller i vinduet, eller pak det ind til en, I holder af. Måske bliver det en del af familiens juletraditioner i mange år frem.