ABSENT BODIES
Pressemeddelelse 21.08.2020
Unge nordiske modetalenter sætter spørgsmålstegn ved samtidens fokus på krop og identitet i ny udendørs udstilling på Designmuseum Danmark.
Udstillingen Absent Bodies vises på Museumspladsen, foran Designmuseum Danmark, i perioden 28.08.2020-22.11.2020 og er tilgængelig for alle.
De 5 unge nordiske designere er netop blevet udvalgt, for deres særlige talent og specielle evne til at nytænke principperne for modedesign og deres måde at forholde sig til aktuelle samfundsdagsordner som bæredygtighed, magtforhold, mental sundhed og identitet i et globalt perspektiv. Designerne er særligt håndplukket og tildelt Designers’ Nest udstillingspris ’Exhibition Prize 2020’.
Designmuseum Danmarks direktør Anne-Louise Sommer udtaler:
Det er vigtigt for os, som hele Danmarks Designmuseum, at støtte op om talentudviklingen, ikke kun i Danmark, men i hele Norden. Derfor ligger samarbejdet med Designers’ Nest Exhibition Prize 2020, og udstillingen Absent Bodies, i naturlig forlængelse af de tidligere udstillinger, vi har vist på Museumspladsen, hvor up and coming kunsthåndværkere og designere fra hele Norden har været repræsenteret.
En platform for nye talenter
Designers’ Nest er en platform for talentudvikling, hvis formål er at støtte og fremme nye lovende unge, nyuddannede modedesignere fra de nordiske designskoler. Den årlige prisuddeling indeholder 10 finalister, der har demonstreret et højt niveau inden for originalitet, kreativitet og håndværk, samt en evne til at tackle bredere samfundsdagsordener og presserende spørgsmål. De fem værker, der udstilles på Designmuseum Danmarks Museumsplads, er skabt af finalisterne til Designers’ Nest.
Udstillingen Absent Bodies er kurateret af Ane Lynge-Jorlén, direktør for Designers’ Nest og Pernille Stockmarr, museumsinspektør på Designmuseum Danmark.
Designers’ Nest er støttet af Statens Kunstfond, Nordisk Kulturfond, Københavns Kommune, Beckett-Fonden og Tuborgfondet og er beskyttet af H.K.H Kronprinsesse Mary.
Om de fem finalister
- Courtney Makins (University of Borås, The Swedish School of Textiles, Sverige) med værket The Love Scene & The Balancing Act
- Amina Saada (Aalto University, School of Art, Design and Architecture, Finland) med værket The Red Bride
- Oliver Oppermann (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Danmark) med værket follow4follow
- Fredrik Stålhandske (University of Borås, The Swedish School of Textiles, Sverige) med værket People go to Work
- Ishara Jayathilake (Kunsthøgskolen i Oslo, Norge) med værket East meets West