Skip to content

Pressemeddelelse 25.08.2021

Kom til 3daysofdesign på Designmuseum Danmark

Kom til 3daysofdesign på Designmuseum Danmark

I forbindelse med designfestivalen 3daysofdesign åbner Designmuseum Danmark helt ekstraordinært de første af museets nyrenoverede lokaler i tre dage og byder på talks og udstillingsaktiviteter. Her kan du møde designere, arkitekter, kunstnere og kreative virksomheder der arbejder aktivt med nogle af fremtidens store udfordringer inden for bæredygtige løsninger, cirkulært design, aktivisme og crafts. Som en del af programmet inviterer museet, i samarbejde med Statens Kunstfond på tre morgentalks, hvor du bl.a. kan møde den anerkendte indiske arkitekt Anapuma Kundoo.

 

Tre morgentalks stiller skarpt på design i et fremtidigt perspektiv

Kom og vær med under 3daysofdesign, når Designmuseum Danmark og Statens Kunstfond inviterer til tre morgentalks der på forskellig vis kommer rundt om samtidens og fremtidens store dagsordner som fx sammenhængen mellem velvære og æstetik, bæredygtige samfund og meget mere – alt sammen set ud fra et designperspektiv. Vi har samlet eksperter, meningsdannere og aktører der over tre dage vil dele deres erfaringer og indgå i dialog. Deltagelse er gratis, men skynd dig og tilmeld dig online da der et begrænset antal billetter.

Alle debatter og talks bliver livestreamet på museets Instagram og Facebook profiler.

 

Udstilling på museumspladsen

På museets forplads kan du under og efter 3daysofdesign opleve en pop-up-installation i de specialfremstillede montrer. Her kan man få et sneak peek på den igangværende bygningstransformation, stå på tæer og se ind ad kighuller til en af museets kommende udstillinger: ”The Future is Present”, der er del af det nye udstillingsprogram, når museet åbner juni 2022. Installationen er tænkt som en invitation til publikum, åben for byen 24/7, som et åbent vindue i en tid, hvor museet ellers er lukket.

 

Circular Furniture Days – Lifestyle and Design Cluster

Den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster står igen i år bag et event med fokus på cirkulære løsninger under 3daysofdesign.

I år kommer virksomheder inden for møbel- og interiørdesign med deres bud på cirkulær design. Stole, tæpper, lamper, boligindretning, spændende brug af alternative materialer – alt med et bæredygtigt og cirkulært indhold. Der arrangeres en række “Speaker’s Circles”, hvor publikum i planlagte tidsrum kan tilmelde sig guidede rundture, hvor virksomhederne kan præsentere deres produkter.

I forbindelse med Circular Furniture Days vil der blive etableret en platform til “talks” og engagerende debatter, hvor der sættes fokus på udvalgte og aktuelle emner målrettet møbelindustrien. Her kan man møde og høre om inspirerende first-mover- og disrupter-virksomheder, der kan påpege cirkulære problemstillinger og en vej til løsning af disse, ligesom det her vil være muligt at præsentere og udrulle cases fra selve eventen.