Nyheder
Museets nye typografi vinder designpris
Museets nye typografi ‘Flexibility’ hædres med en Red Dot Design Award.
Som en central del af museets nye identitet har kulturdesignbureauet Urgent.Agency digitaliseret den danske arkitekt og grafiske designer Naur Klints font “Flexibility”, også kaldet “Danmarks første systemskrift”. Skriften har ligget i museets arkiver og træder nu ud på den internationale scene som del af Designmuseets nye visuelle profil. Denne proces har været et tæt samarbejde mellem Naur Klints arvinger, museet og Urgent.Agency.
Typografien Flexibility, der tidligere på året også modtog guld ved Creative Circle Awards, er Urgent.Agencys bidrag til fortællingen af dansk skrifthistorie. I arbejdet med Designmuseum Danmark stødte designchef hos Urgent Agency Mads Quistgaard på glemte skitser og arkivmateriale fra Naur Klint (søn af Kaare Klint) til fonten Flexibility.
“Det var, som om vi ved et lykketræf faldt over “the missing link” i dansk skrifthistorie, der markerer overgangen fra de traditionelle fonte til den moderne, systemiske skrift”, siger Mads Quistgaard.
Flexibility kan nu opleves på alle Designmuseets visuelle og kommunikative flader.

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:
“Urgent.Agency har skabt en ny visuel identitet til Designmuseum Danmark, som afspejler den udvikling vi har været igennem fra et historisk Kunstindustrimuseum til et moderne designmuseum. Med en stærk partner som Ugent.Agency har museet fået en brandplatform og CVI, der signalerer nutidig kulturinstitution i international topklasse samtidig med, at den er solidt forankret i vores stolte tradition. Som en central del af identiteten har Urgent.Agency revitaliseret et vigtigt kapitel i dansk skrifthistorie med digitaliseringen af skrifttypen Flexibility, tegnet af arkitekt og grafisk designer Naur Klint, søn af dansk designs grand old man Kaare Klint. Skriften giver stærk karakter til vores visuelle identitet.”

“Vi er utroligt glade for Red Dots anerkendelse af vores arbejde. De vindende projekter – genoplivningen af en typografi og en konceptuel kunstbog – er udtryk for den tværfaglighed, der gør det muligt for os at håndtere projekter, der trækker på vores kulturelle fingerspidsfornemmelse samtidig med at vores designfaglighed giver os tilstrækkeligt med is i maven til at kaste os ud i denne slags projekter, der kræver stringens og fordybelse. Sidstnævnte kan føles som en mangelvare i denne branche, så det er en fornøjelse, at Red Dot honorerer vores tilgang”, udtaler Mads Quistgaard, kreativ direktør i Urgent.Agency.