Skip to content

DESIGNMUSEUM DANMARKS MUSEUMSBUTIK GENOPSTÅR MIDLERTIDIGT I THIEMERS MAGASIN

Kontakt

Michael Bjørn Nellemann
Thiemers Magasin

Kristian Rise
Udviklingschef, Designmuseum Danmark
kri@designmuseum.dk

Fra lørdag den 7.11 og frem til og med januar 2021 genopstår en flig af Designmuseum Danmark i Københavns hyggeligste boghandel, Thiemers Magasin, smask midt i det charmerende Værnedamsvej-kvarter.

Selvom Designmuseet i Bredgade er lukket frem til starten af 2022, grundet en stor og omfattende renovering, kan du stadig få en lille dosis af museumsbutikken, der indtager et hjørne af den legendariske delikatesseboghandel boghandel Thiemers Magasin i Tullinsgade 24. Her kan du fra lørdag den 7. 11. og frem til og med januar 2021 købe et eksklusivt udvalg af håndplukkede varer fra museumsbutikken samt museets egen kollektion af plakater, papirvarer, bøger, muleposer mm. Designmuseum Danmark og Thiemers Magasin har desuden inviteret et lille udpluk af designere og kunsthåndværkere, der undervejs i perioden vil dukke op og præsentere egne unikaprodukter. Fælles for alle varerne er, at de kun kan købes i en begrænset tidsperiode – og sortimentet vil ændres løbende, så det afspejler forskellige aspekter af museumsbutikken.

Mød Designmuseet i nye rammer

Ud over udvalgte designere og kunsthåndværkere, vil man vil museets medarbejdere i løbet af december hjælpe med i Thiemers Magasin på udvalgte dage, hvor man kan få en snak om museets ombygning, genåbning og omfattende relancering – hen over gaveindpakningen. Hold øje med programmet, der annonceres løbende.

Michael Nellemann fra Thiemers Magasin siger om samarbejdet:

”For os er Designmuseum Danmark indbegrebet af kvalitet. I år glæder vi os til at huse en ganske lille men til gengæld meget hyggelig Pop-Up shop med eksempler på alt det, Designmuseets butik vanligt præsenterer. Det bliver en helt særlig oplevelse for vores kunder og medlemmer at komme forbi Thiemers Magasin de næste måneder.“

Udviklingschef på Designmuseum Danmark Kristian Rise udtaler:

”Thiemers Magasin er et virkelig godt match for os. Boghandlen har autenticitet, helhjertet nørdethed og høj kvalitet. Værdier som vi i høj grad kan identificere os med. Når nu museet er midlertidigt lukket, og vi hverken kan åbne op til vores butik eller traditionsrige kunsthåndværker-marked op til jul, så er dette samarbejde en oplagt forlængelse af museumsoplevelsen.”

Om samarbejdet

  • Designmuseum Danmark og Thiemers Magasin samarbejder om at etablerer en museums-pop up-shop i Thiemers Magasin lokaler i Tullinsgade
  • Pop up-shoppen er åben fra 11.2020-31.01.2021 (se Thiemers Magasin åbningstider)
  • Som medlem af Thiemers Magasin bogklub og med et Designmuseum Danmark årskort kan man få 10 % rabat