Pressemeddelelse
Nyt stort marked fokus på design og bæredygtighed
11.05.2017
I weekenden den 20.-21. maj åbner et nyt stort marked i København med fokus på design og bæredygtighed. Her kan du få repareret din ødelagte designerlampe, bytte dine fejlkøbte bukser eller lære, hvordan kunstnere og virksomheder arbejder med genbrugsmaterialer. Entreen er gratis.
Problematikken er velkendt: Vi køber alt for mange ting, der ender bagerst i skabet, fordi de går i stykker, eller fordi vi aldrig bruger dem. Design X Change er et nyt marked, hvor designere og iværksættere fortæller og viser deres arbejde med at skabe bæredygtige forretningsmodeller og produkter, der henvender sig til almindelige menneskers hverdag.
Bæredygtighed som springbræt
Design X Change afholdes af Designmuseum Danmark i samarbejde med Design Denmark og Danske Kunsthåndværkere og Designere og er støttet af Københavns Kommune.
”Vi har brug for visionære designere, som kan udvikle ideer og produkter, der giver løsninger på fremtidens udfordringer. Til Design X Change kommer designere, som bruger bæredygtighed som et springbræt i stedet for en stopklods. Det synes jeg er inspirerende, og jeg glæder mig til at se markedet”, siger Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København.
I kølvandet af stigende miljøproblemer har mange designere og virksomheder øget deres fokus på bæredygtighedsaspektet. Det har skabt en kreativ og voksende bevægelse af fixperts, reparationscaféer, cirkulære bytteøkonomier og urbane gartnere. Deres opdagelser og erfaringer er der mulighed for at få indblik i, når de giver tips til, hvordan vi forlænger produkters levetid og lever lidt grønnere i hverdagen.
”Vi har en lang og stolt designtradition i Danmark, og mange designdrevne virksomheder har i dag fokus på bæredygtighed og forlængende produkters livscyklus. På markedsdagene kan man opleve mange af disse nye innovative tiltag, og man kan også få indblik i, hvordan man som forbruger kan gøre noget i hverdagen. Vi vil gerne inspirere igennem design og har derfor lagt vægt på at alle kan komme og være med og suge viden til sig”, udtaler museumsdirektør ved Designmuseum Danmark, Anne-Louise Sommer.
Reparer og byt
På markedsdagene kan du tage ting med, der trænger til at blive repareret – lige fra tøj til elektronik. Eksempelvis kan du få fikset din iPhone hos iRep, deltage i et Veras tøjbyttemarked eller lære, hvordan du kan bygge din egen højttaler når FabLab Nordvest introducerer deres helt nye koncept, hvor brugte elektronikdele forvandles til nye højttalere. Der er begge dage aktiviteter for børn, hvor man blandt andet kan deltage i porcelænsworkshops. Børn kan også tage deres ødelagte legetøj med og få det repareret eller ombygget til noget nyt.
Fakta 2017
- Design X Change er et nyt udendørsmarked med fokus på design og bæredygtighed
- Markedet afholdes i weekenden den 20.-21. maj – begge dage kl. 10-16 hos Designmuseum Danmark, Bredgade 68
- Der er gratis entre til markedet og helt ekstraordinært også gratis adgang i denne weekend til museets udstillinger
- Design X Change arrangeres af Designmuseum Danmark i samarbejde med Design Denmark og Danske Kunsthåndværkere og Designere og er støttet af Københavns Kommune.
- Design X Change er en af de mange begivenheder under Danish Design Festival, der i år afvikles i perioden 4. maj-9. juni.
- Læs mere på ddfestival.dk/x og www.designmuseum.dk
På Design X Change kan du blandt andet møde:
Biomega
EcoEgo
WeFood
Veras
Replay
Repair Cafe Nørrebro
Goldfingers (genbrugssmykker)
Schori lamper (lamper af genbrugsplast)
Dögg (møbler af genbrugsmaterialer fra Island)
Sustain Daily (talk)
Quilt in Public
Maria Sparre-Petersen (genbrugsglas)
Fremtiden (Røde Kors)
Lauritz.com (auktionshus)
Vigga (cirkulært børnetøjskoncept)
KEAs materialelaboratorium
Beyond Coffee
AAU (Aalborg Universitet, Bæredygtigt Design)
Kompostbudene
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
Medicinsk Museion
Naked Society
Flavio Deslandes