Pressemeddelelse
UNFOLDS
23.02.2017
Duft, rør og lyt til snedkerkunst
Udstillingen vises i perioden 24. februar 2017 – 14. maj 2017.
Designmuseum Danmark skruer op for sanseindtrykkene i udstillingen UNFOLDS, der viser 25 unikaværker, skabt af nogle af landets dygtigste møbelsnedkere, der alle har arbejdet med kuben som referenceramme. Udstillingen vises i anledning af Møbelsnedkerforeningens 25 års jubilæum.
Det går ikke stille for sig, når 31 snedkere folder sig ud. Det sker i bogstavelig forstand, når Designmuseum Danmark åbner udstillingen UNFOLDS. Her kan du komme helt tæt på 25 værker, skabt særligt til udstillingen. I modsætning til normale museumsregler opfordres publikum til at røre ved værkerne. Møbelsnedkerne har arbejdet med fire kreative dogmer:
– Værkerne skal være kubeformede og måle 1:1:1.
– Værkerne skal kunne tåle, at museets gæster rører ved dem.
– Kuberne skal indeholde et element af sølv.
– Kuberne skal kunne åbnes på den ene eller anden måde.
Et møbel skal ses gennem fingrene
”Alle der har en passion for og forstand på snedkerhåndværket ved, at den bedste måde at sanse og forstå et møbel er gennem fingrene. Her har publikum mulighed for at komme helt tæt på værker, skabt af landets dygtigste møbelsnedkere. Man må røre ved dem og folde dem ud, hvilket er usædvanligt i en museumsudstilling. Designmuseet har altid haft til formål at udbrede viden om det gode håndværk, og da interessen for håndværk netop nu er større end den har været i flere årtier, mener vi at ramme plet med denne udstilling,“ udtaler udstillings- og samlingschef, Christian Holmsted Olesen.
Snedkerfagets dogmer
Det sanselige aspekt er centralt for udstillingen. Og den bedste måde at opleve værkerne på er ved berøring.
”Vi har arbejdet med nogle af de dogmer, som ligger i snedkerfagets historie. For at formidle træet, dets finish, overflade og bearbejdning rent snedkerteknisk har vi holdt fast i håndværket, som er kernen i vores fag. Alt hvad vi laver, udspringer af materialet,” fortæller Finn Killbuck, der til daglig leder møbelsnedkerværkstedet på Amalienborg. Til udstillingen har han selv skabt en såkaldt duftkube bestående af 16 små æsker, som man kan tage frem og dufte til. Og hvis træduften forsvinder, skal man selv i gang med at høvle træet.
Helt ned i tempo
UNFOLDS er en udstilling, der kræver lidt af sit publikum. Hvis man vil have den fulde effekt, skal man give sig tid til at interagere med værkerne.
”Idéen er, at man som museumsgæst skal lidt ned i tempo, når man træder ind i udstillingen. Man skal helt tæt på trækuberne og fornemme den passion, de mange timers kærlighed, blod, sved og tårer, der er lagt i hvert enkelt værk,” siger møbelsnedker Teis Dich Abrahamsen, der selv har lavet en kuglebane til udstillingen.
Udstillingen kan opleves frem til den 14. maj 2017.